søndag den 9. maj 2010

Tanker om et kommende projekt.

Jeg går lidt og sysler med en idé/projekt. Idéen udspringer af en norsk blog, som jeg elsker.


Bloggens forfatter, Ida, må i ET ÅR ikke købe nyt, holde sig til økologiske produkter og mad, holde sig fra halvfabrikater m.m.

Se hendes regler her.

Jeg synes, det er inspirerende. Jeg nærer mig ingen illusioner om at jeg ville kunne holde det i et helt år, men det kunne nu være spændende at prøve i en periode. Måske 4 måneder eller i et halvt år... Et halvt år, hvor man gør noget godt for miljøet og sig selv. Det ville også have en indvirkning på min økonomi - og sikkert også på min vægt, da jeg ville være nødt til at bage kagerne, før jeg kunne æde dem, og jeg er jo lidt doven, haha.

Ida skriver løbende indlæg om hvordan det går med projektet... Bl.a. har hun fornylig skrevet om, at det faktisk er en befrielse at melde sig ud af købe-maniet. At shoppe er bare ikke en mulighed, og det tvinger hende til at fokusere på andre ting. Jeg synes også at det er en fed pointe, at hun skal bruge alle sine plejeprodukter op før hun køber nye - og økologiske - for hvem har ikke en milliard produkter stående, som man bare har købt, ikke fordi man manglede det, men fordi det så lidt lækkert ud. Så ingen ny foundation, før man har brugt den gamle op, selvom den ikke er helt fantastisk.

Og man kan jo godt stadig shoppe - genbrug og loppemarkeder! Og dermed er det meget smart at lade projektet løbe over sommeren, hvor der er masser af loppemarkeder rundt omkring

Men der er naturligvis også forhindringer, som man må acceptere. Fx Roskilde. Der kan man jo ikke undgå dårlig mad. I Idas regler bliver drikkevarer ikke rørt, dvs. at øl går an, det er jo altid noget. Jeg ville nok lave lidt om på reglerne, hvis jeg gik i gang. Fx fribeløbet til nødvendigheder. Hun holder det på 100 kr, og jeg går ud fra at det inkluderer tøj. Og da det i forvejen bliver hårdt, så vil jeg altså tillade mig selv at shoppe en smule på loppemarkeder, for at dæmpe trangen, haha.

Og så vil jeg altså have lov til at købe NYE trusser og strømpebukser. Det første kan man så i det mindste få i en økologisk version i HM, og det hjælper jo på det. Kan man egentlig få øko-strømpebukser? Mon ikke... men til en rimelig pris?

Der er mange ting at overveje, men jeg er virkelig tiltrukket af projektet. Men så er det slut med take-away-kaffe, haha!

Rugbrød og müsli laver jeg jo selv fra bunden, så på det punkt er jeg faktisk allerede godt i gang.

Og hvornår skulle jeg mon starte? Fra juni? Hmm. Det kunne jeg måske godt.

Jeg har gået og tænkt over det i måneds tid, så måske skulle jeg bare give det en chance. Og hvad så, hvis jeg falder i - så er det jo bare op på hesten igen, man kan jo kun gøre sit bedste ;o)

3 kommentarer:

  1. Det lyder rigtig sejt.
    Og der er jo ingen, der siger at man ikke må lave sine egne regler. For det første er det fjollet at lave regler, som man ved man vil bryde. For det andet, så er ens projekt jo kun inspireret - og det skal jo være ens eget projekt.
    Jeg tror jeg ville gøre det overskueligt, såsom i en måned eller så kun fokusere på enkelte dele i mit forbrug.

    Kender du http://fairshionista.dk/ ?
    Hun er også igang med en ret cool udfordring med at gøre hele sin garderobe bæredygtig - dvs. kun købe øko, fairtrade og genbrug. Det smitter desuden også af på hendes øvrige forbrug.

    Jeg kunne godt tænke mig at lave mig selv en udfordring af en slags - men kan ikke komme i tanke om den rette....så indtil videre så holder jeg mig til min bogudfordring. ;)

    SvarSlet
  2. Du har helt ret, Mona! Sådan et projekt må tilpasses - det skal jo heller ikke være ulideligt, men for at prøve nogle ting af og - forhåbentlig - få ændret nogle dårlige vaner og blive opmærksom på hvad man bruger sine penge på og hvad man putter i munden. Den slags.

    En bogudfordring er også et projekt! Og så kan du jo altid kaste dig over andre projekter, når du føler dig kaldet ;o)

    Jeg kender ikke fairshionista men vil STRAKS tjekke bloggen ud - tak for tippet!

    SvarSlet
  3. Det er et rigtig spændende projekt, du tænker på at starte op.

    Jeg tror, det kan være rigtig godt til tider at tænke lidt over de valg, man træffer og se fx ens forbrug igennem.

    Jeg glæder mig til at følge dig, hvis du vælger at starte projektet.

    SvarSlet

Blog-arkiv