mandag den 26. november 2012

Shop amok i Greta Garbos tøj

Den anden dag sendte min chef mig en mail med et link og skrev "Tjek lige en sej auktion". Og oh my, en sej auktion! Om et par uger skal der åbenbart sælges ud af Greta Garbos ejendele på en auktion et sted i Beverly Hills, og der er over 850 effekter at vælge i mellem. Jeg har altid syntes, at Greta var en af verdens smukkeste med sin kølige og lidt mystiske skønhed - og så var hun nok også en af de mest stilede og velklædte.
Rigtig mange af hendes kjoler og dragter sælges nu på auktionen, men ærgerligt nok, så havde hun en yderst klejn figur - som om jeg alligevel ville have råd til noget som helst af hendes garderobe. Men savler over de flotte kjoler kan man jo altid, og det har jeg sandelig også gjort de sidste dage!

Og der er ikke bare kjoler at finde. Der er hatte, kufferter, billeder, julepynt, bøger, handsker, kørehatte, badedragter, adskillige tørklæder, knivsæt og alskens køkkengrej, strygejern, smykker, frakker og meget, meget mere.

Her er en håndfuld af mine favoritter - men se selv hele den imponerende liste over Greta Garbos ejendele, som nu kan blive dit!










onsdag den 21. november 2012

Uh, live-blogging!

Mit første live blogindlæg! Jeg ligger på Riget og venter på min næste blodprøve. Er med i et videnskabeligt forsøg om diabetes og arvelighed. Jeg deltog også i det for omkring ti år siden, men nu har de udvidet det en - gulp og gisp - en fedt- og muskelbiopsi!

Jeg har været meget nervøs. Til trods for at jeg godt, at det hele altid er noget, jeg får opbygget i min hjerne, og jeg i virkeligheden har en høj smertetærskel. Men jeg er nu en gang 1. Hysterisk 2. Hypokonder, og 3. Vildt bange for nåle og er før besvimet ved blodprøver.

Lagde ud med at glemme mine papirer hos kæresten og dermed ikke have den eksakte adresse. Så jeg kunne naturligvis ikke finde det, men rendt forvildet rundt og ledte efter et skilt og en afdeling, der kunne lyde logisk. Da jeg endelig fandt det, var jeg et kvarter forsinket. Og så gik det løs.

Første blodprøve var lidt hård, men så gik jeg nærmest ind i en trancelignende tilstand af ren apati, og siden har de nærmest kunne gøre ved mig, som de ville. Men jeg er ligesom også mødt op fastende og mangler VIRKELIG min kaffe!!!

"Det her gør nok lidt ondt", sagde lægen, da hun skulle suge noget af min lårmuskrl ud.

Jeg snøvlede: "næ... Jeg kan slet ikke mærke noget".

"Det lyder godt - men jeg tror du kan mørke lidt nu så".

"Næ.....".

Faktisk har det værste indtil videre været at drikke 2,5 dl sukkervand. Har stadig kvalme. Har derudover fået verdens mindste fedtsugning på maven, fået tre blodprøver, og nu ligger jeg og venter på på den sidste, som er en del af sukkerbelastningstesten og først skal tages om en time. Derefter skal jeg scannes og have målt blodtryk. Vægt og bmi.

Jeg er virkelig træt og sulten! Tror jeg tager en lur.

torsdag den 8. november 2012

Rastløshed

Det har været en dejlig dag, so far... Tidligt op med ham, jeg godt kan lide, som serverede morgenmad til mig på sengen :o) Jeg ER forkælet! Jeg skulle til et kommunikationsarrangement inde på Petri Hotel hele formiddagen. Det var faktisk ret godt og interessant. Ikke alt var relevant for mig, og meget vidste jeg i forvejen, men generelt elsker jeg at høre engagerede mennesker tale og fortælle, så det var en på mange måder underholdende formiddag.

Bagefter mødtes jeg til en gåtur med Lisa. Vejret var heldigvis blevet godt på det tidspunkt, og det var rart at gå og sludre.

Og så hjem og putte noget svin i ovnen. Jeg får Maria til sen aftensmad i aften, og da jeg som sædvanlig er på r....., fandt jeg et godt stykke nakkefilet frem fra fryseren i går, som skal blive til pulled pork. Dog kom det noget sent i ovnen, så jeg håber, det når de 94 grader om halvanden times tid, når M ankommer.

Lige nu er jeg rastløs. Har syet lidt, ryddet en smule op, læst et par sider i en bog og bladret i et magasin. Kigget på opskrifter på julesmåkager... Ringet til mine forældre og prøvet på at få fat på min søster....

Jeg glæder mig til weekenden. I morgen skal jeg til Turboweekend med Dorthe og Stine - og selvom jeg så dem i lørdags, så glæder jeg mig til at hænge ud med dem igen, hurra! Lørdag skal jeg med til kærestens venindes runde fødselsdag, og søndag tror jeg bare, vi skal hænge lidt ud. Forberede danseundervisning og øve lidt selv, sove længe, måske se Matador og lave mad. Og jeg skal forbi én på Østerbro, som har et par stepsko vældig billigt til salg. Og nå ja, så burde jeg nok øve noget af det der step, bum bum!

Skal I noget hyggeligt, sjovt og spændende i den kommende weekend?

Dagens mand i sort/hvid

Alt for længe siden, vi har haft én, men i dag faldt jeg over Cary Grant, der smukkeserer sig i to spejle. Cary Grant (f. 1904, d. 1986) står for mig som en rigtig mand. Egentlig ikke min type, det er han lidt for pæn til, men dog et rigtig flot eksemplar af slagsen. Ikke sandt? Man får bare lidt lyst til at purre op i og rode hans hår, og måske lade ham grå lidt skæg, hæ!

mandag den 5. november 2012

Tap tap tap!!

Nå men, jeg var så lige til min første step-time i dag! Og med step mener jeg altså ikke den slags, hvor man går op og ned af en bænk, men den rigtige old school slags.

Det var jeg godt nok ringe til. Men ok, hvad kan man forvente efter en time (som godt nok trak ud til næsten to). Jeg kom hestende fra min normale danse, som er på V.bro. Det slutter kl. 20.15 - og step starter.... kl. 20.15. På Nørrebro. Ikke optimalt, men jeg havde sååååå meget lyst til at prøve det, ikke mindst nu, når jeg ikke havde mulighed for at gå til jazz, fordi det ligger samme tid som mit lindyhold, og jeg havde lyst til at prøve noget andet end solocharleston, hvor jeg syntes, jeg manglede lidt udfordringer. Og så er der bare generelt meget charleston i mit liv med partnercharleston m.m. Så jeg må bare farte af sted fra det ene til det andet hver mandag.

Heldigvis var det ret sjovt, selvom jeg viiiiiiirkelig ikke er nogen Fred Astaire på stepgulvet. Men også hårdt. Tror det bliver god træning for balder og lår :o) Jeg håber virkelig, at jeg kommer lidt efter det og ikke skal føle mig som en ko på glat is hver gang. Det var også bare virkelig irriterende, at jeg ikke havde ordentlige sko!! Jeg havde min alm. dansesko på, som er bløde og flade, så der kom ikke noget som helst lyd ud af dem, og så var det svært at lave de forskellige trin distinkt nok. Men jeg har sgu ikke lige 700 kroner til stepsko :-/ Slet ikke når jeg ikke en gang ved, om det er noget, jeg synes er sjovt, vil holde fast i, eller om der overhovedet kommer flere hold, når det her hold slutter til jul. Dog fandt jeg lige et par på den blå avis til 200 kroner, men de er lige en størrelse større end jeg normalt er....

Men nu er jeg godt nok bombet. Jeg er egentlig syg/sløj i dag, jeg har ondt i halsen, snotter, nyser og hoster - og er generelt bare utilpas, lidt svimmel og tung i hovedet, men dog feberfri, og jeg er ikke helt sikker på, at tre timers dans var hvad min krop trængte mest til her til aften, men jeg kunne ikke rigtig blive væk, da jeg også var væk fra begge hold i sidste uge, da jeg passede børn... Så jeg slæbte mig op fra sofaen og kom af sted, selvom det nok bliver ris til egen røv i morgen, hvor jeg skal arbejde, øve danselektier på v.bro, undervise dans på ø.bro og til sen fødselsdag. Men altså. Sådan er nogle dage vel - så kunne man bare godt undvære hals-onde og co.

God, hvor er jeg lækkersulten. Har på trods af sløjhed spist sundt nok i dag, men nok ikke fået nok grøntsager til frokost. Det er nok det, jeg kan mærke nu. Må hellere komme i seng, for nu er det allerede sent. GODNAT!


Man har vel lov at drømme :o)

torsdag den 1. november 2012

Kald mig bare en svag sjæl

Jeg har ingen penge. VIRKELIG ingen, men alligevel kunne jeg ikke modstå fristelsen til at køre over og lure på Lola Ramona-lagersalget, som jeg her til morgen opdagede skulle finde sted. Men så var de der ligesom, de sko, som jeg har sukket over i et par måneder. Til ca. halv pris. Men jeg skulle jo ikke købe noget, bare kigge lidt... Så mødte jeg en lidelsesfælle, min kærestes veninde, og hun synes også, at Lola Ramonaer er en menneskeret... Og skulle selv have sko. Så hvis vi slog os sammen, ville vi få yderligere rabet, og pludselig havde jeg købt ønskeskoene til lidt under halv pris. Fuck så, at jeg skal leve af havregrød resten af måneden, ikk???

(og ja, jeg er vældig, vældig glad for sko med farvet snude, som ligner mine dansesko)

Work in progress

Jeg er jo i gang med at sy kjole. Og har været det i en rum tid. Problemet er, at jeg er meget uselvstændig, når det kommer til syning. Heldigvis kommer Rikke troligt og hjælper mig. Men vi snakker også helt utroligt meget, så vi når ikke så fantastisk meget pr. gang, men det er ekstremt hyggeligt!

I går fik vi dog syet foer i overdelen, syet sidesømme og påsat den hvide krave. Så nu ser vidunderet altså sådan her ud:
Jeg synes selv, den bliver meget, meget smuk!!! Og ja, jeg skam fået mig en gine, hurra! Heldigvis er vi nu ovre de mest komplicerede ting som indsnit og den slags, så inden Rikke kommer næste gang, skal jeg har syet rynketråd i ærmerne, syet ærmer sammen og sat delene til nederdelen sammen. Det bliver et megavidt skørt - så fedt!

Vi har talt lidt om, at jeg skal sy et bælte, hvor bæltespændet er et anker, og brodere et lille anker på den ene side af kraven :o) Det kunne blive vældig fint. Dog tror jeg, jeg i stedet for at brodere selv, vil finde sådan et færdigbroderet, som kan sys på...

Cute på en torsdag

Nogle gangekan jeg godt ærgre mig over, at jeg ikke har brug for flere kopper og krus. Der er SÅ mange fine, men jeg klarer mig fint med min efterhånden anseelige samling af Mumikrus. Jeg har ikke plads til flere, jeg har ikke brug for flere.

Men se lige, hvad jeg så, da jeg tullede rundt i Bahne på Fisketorvet i går!!!! Cuteness med cute på!!!

De fandtes også som sukkerskåle.... Men det mangler jeg heller ikke.


De minder mig om en Disney tegnefilm, som jeg elsker. To forelskede hatte må grueligt meget igennem - til musik med The Andrew sisters. Den får du sgu lige her, for den er SÅÅÅÅ cute :o)


Formindsket

Nå, men i dag gik så for alvor op for mig, at jeg rent faktisk har tabt mig. Jeg har jo været på sympatikur, men ikke rigtig fået vejet mig i over en måned. Sidst havde jeg tabt mig tre kg. Sidste weekend var jeg til bal i min nye kjole, og ham, jeg godt kan lide, tog et billede af mig, som jeg selv synes er et ret vellykket billede af mig.

I forgårs modtag jeg så en mail med nogle billeder fra et bryllup, som jeg deltog i for lidt over to år siden. Ok, jeg havde nok også tabt mig noget efter det bryllup og inden jeg startede på kur, og det ER virkelig også et uheldigt billede af mig, men alligevel...
Ha ha, jeg burde fandme have haft målt de arme for sammenligningens skyld ;o) Anyways, i morges tog jeg mig så lige sammen og vejede mig, og shit, jeg har tabt 7,8 kg siden jeg begyndte at lege kur for knap to måneder siden! Det synes jeg er ret vildt - især taget i betragtning af, at jeg ikke rigtig følger den og i øvrigt snyder pænt meget. Især med alkohol. Jeg er dog bedre til ikke at gå amok i kager, vil jeg sige til mit forsvar. Jeg siger ofte nej tak, og jeg køber ikke noget.

Derudover går det overraskende ok med at undgå kulhydrater til aftensmad, som ellers er min største udfordring. Jeg tror måske, jeg har fået kulhydrat til aftensmad 4-5 gange i den her periode, så der klapper jeg mig selv ret meget på ryggen. Min morgenmad og frokost er ret meget som den altid er, men generelt spiser jeg masser af grøntsager og protein, fx mine supper til frokost.

Dog tror jeg, der er to meget væsentlige årsager til at jeg har tabt mig:
1) Forelskelse - som gør, at jeg ligesom får nogle behov opfyldt, så jeg ikke behøver trøstespise chokolade.
2) Jeg danser mange aftener om ugen - hvor jeg ellers kan forfalde til snackeri. Så jeg får motion i stedet for kage ;o)

Ellers har jeg jo dyrket rigtig meget motion de sidste år, mere end jeg gør nu, men min teori er, at den hårde motion stresser min krop for meget, og jeg derfor ikke taber mig. Min dans nu føles ikke som træning. Jeg tænker jo ikke "nu skal jeg ud at motionere" men "juhuu, nu skal jeg ud af det sjovt med søde folk" :o)

Det kunne være fint at tabe mig 5 kg mere - men jeg har egentlig ikke rigtig tænkt mig at gøre mere for det, end jeg gør nu. Og jeg tror, jeg har nået mit limit for, hvor meget jeg kan tabe mig ved bare at være på halvkur. Og jeg orker simpelthen ikke fuldtidskur og dårlig samvittighed. Men jeg er da glad for det resultat, jeg har opnået!