søndag den 30. august 2015

Mig uden filter



Det her er mig søndag morgen. Søndag morgen, hvor jeg ikke kom op og til yoga, som jeg havde aftalt med mig selv og nu skælder mig selv ud for. Jeg har ingen selvdiciplin og kan ikke en gang gøre, hvad jeg lover mig selv, fordi jeg elsker at ligge i min seng uden at røre mig det mindste.

Det er mig uden make-up, men det er alligevel ikke helt uredigeret, for selvom jeg ligner lort på de her billeder, så tog det mig virkelig virkelig lang tid at tage et billede, hvor jeg i det mindste lignede lort på en måde, som jeg kunne holde ud. Hvor min panderynke ikke figurerede, og hvor jeg ikke lignede en psykopat-morder.

Jeg bryder mig ikke om at blive ældre.
Da jeg var ung havde jeg så pæn hud. Med glød og helt uden uregelmæssigheder, glat og blød som silke. Nu er den tør og med linjer de forkerte steder, så jeg ser sur ud, når jeg ikke lægger ansigtet i de rette folder, og jeg har fået en mærkelig rødmossethed på kinder og næse, permanente urenheder på hagen og hævelser om øjnene og hængende øjenlåg.

Siden jeg flyttede fra min kæreste har jeg taget på, måske 12 kg, så jeg kan ikke passe noget af mit tøj. Jeg har tusind fine kjoler i skabet, men det er meget få af dem, jeg kan passe og føler mig tilpas i. Det sidder primært på min mave og i ansigtet, men jeg er også begyndt at opdage fedt de mærkeligste steder på min krop. Det er ikke rart. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, jeg har taget så meget på og så hurtigt. Jeg danser ikke så meget mere, men jeg er ikke inaktiv, og jeg spiser generelt sundt og holder mig så vidt muligt fra kulhydrat uden at være fanatisk dog. Alkohol måske. Men jeg har altid drukket meget alkohol. Kager. Men så tit spiser jeg altså heller ikke kage. Måske er det til dels også bare alderen...

Jeg farvede hår i går. Det blev afbleget i april, da jeg var hårmodel, og jeg var egentlig glad for det, men udgroningerne har simpelthen gjort mig vanvittig. Jeg farvede det faktisk allerede i forrige uge men det var som om farven ikke hang fast. Nu har jeg farvet det mørkere, og jeg er ikke helt tilfreds, for farven har på ingen måde dækket mine grå hår, men det har i det mindste gjort udgroningerne mindre tydelige.

Det er søndag morgen, eller rettere formiddag, og jeg skal tage mig sammen nu. Jeg skal på loppemarkeder, men jeg har ikke lyst. Jeg har sjældent lyst til ret meget i virkeligheden.

tirsdag den 11. august 2015

Tirsdag

Tirsdag formiddag. Min kjole er tung af regn, og jeg har tømmermænd. Er ikke tilfreds. 

tirsdag den 4. august 2015

Fuld af farver

I sidste uge købte jeg en malebog for voksne. Jeg har læst anmeldelser af den og billeder på instagram, og det skulle virke meget terapeutisk og afslappende for sindet at sidde og kolorere billederne, så jeg trissede ned i Bog & Idé og kastede penge efter den og en pakke med 30 tusser.


Men straks jeg åbnede den, blev jeg nervøs, ja faktisk lidt stresset! For det var side op og side ned med fine og meget detaljerede tegninger, og hvordan skulle jeg dog nogensinde blive færdig, og hvad nu hvis jeg kom til at vælge de forkerte farver og det blev grimt?

Og så kom jeg i tanke om, at jeg har prøvet det før. En gang fik jeg en stor og detaljeret tegning i plakatstørrelse med Anders And-bladet. Det var et smukt eventyrslot med kupler a la russiske paladser og en masse fine blomster. Og jeg ødelagde det hele ved at male kuplerne i sølv og guld. Og jeg brugte neon-tusser (eller overstregere) og jeg var meget utilfreds med mig selv. Lovede mig selv IKKE at bruge sølv og guldtusser eller overstregere i denne omgang og gik i gang.


Og det er faktisk rigtig rart og hyggeligt at sidde og male. Og det viser sig, at jeg er bedre til at høre efter lydbøger, når jeg sidder med malebogen. Jeg har ellers en tendens til at glemme at høre efter, når jeg hører lydbog, men det går rigtig fint, når jeg har gang i tusserne.

Så jeg kan godt anbefale maleriet - det er hyggeligt og sjovt1

torsdag den 30. juli 2015

Tanker om min yoga-praksis


Jeg er lidt bekymret. Jeg laver jo morgen- og aftenyoga, ca. en halv time hver, og det har jeg gjort siden yoga-ferien, dvs. starten af juni. Min praksis består mest af lette strækøvelser, især hofteåbnere, da jeg tænker, at det er gavnligt for min ikke elt unge og utroligt usmidige krop. Jeg laver også lidt for lænd og strækker mine haser, der er ultra korte. Om morgen laver jeg desuden 3 omgange solhilsen og lidt balanceøvelser. Derudover øver jeg mig lidt på crow pose og at gå i bro i ny og næ.

Derudover går jeg til yin-yoga en gang om ugen og måske en anden klasse, hvis jeg orker. Det er nu ikke så tit. Jeg koncentrerer mig altså primært om blide stræk.

Men nu har jeg fået noget med iskias/ballerne/lænden. Og det er altså 3. gang, siden jeg begyndte at praktisere på daglig basis! Jeg forstår det ikke! Det skulle jo netop gå i den anden retning, at min krop blev stærkere og fik det bedre. Jeg kan simpelthen ikke se, hvad jeg gør galt. Jeg må snakke med nogen om det.

I går var jeg ellers højt på strå, fordi det lykkedes mig at komme op i crow i ca. 2-3 sekunder OG jeg kom op i bro for første gange siden 2009 eller sådan noget. Men det har så åbenbart givet bagslag i dag, sur røv!

Jeg prøver meget at holde mig for øje, at jeg laver yoga-øvelser for selve øvelserne. Fordi det gør godt for min krop at gøre det. IKKE for at blive bedre eller konkurrere med nogen og da slet ikke mig selv. Jeg søger ikke nødvendigvis udvikling, men selve handlingen. Giver det mening? Jeg har en  kedelig tendens til at sammenligne mig med andre, og hvis jeg ikke er bedst, så kan det være lige meget. Hvis jeg gik ind i yoga med den indstilling, så kunne jeg lige så godt lad være, for jeg har aldrig været smidig, og jeg bliver det nok aldrig, om jeg så lavede 5 timers yoga om dagen. Der er simpelthen helt almindelig ting, som andre gør med største selvfølge, som jeg bare ikke er i stand til. Strække mine ben fx. Det kan jeg ikke. Mine haser er så stramme, at det burde være løgn, og så er mine knæ hypermobile, hvilket gør det svært ikke at overstrække. Og når vi laver siddende foroverbøjninger, så føles det bare, som jeg sidder med halvbøjede ben og strække armene frem. Men det ok, det gælder ikke om at nå sine tæer, men at være i stillingerne der hvor man selv er, og jeg er altså bare ikke særligt bøjelig.

Men dermed ikke sagt, at for søren, hvor gad jeg godt kunne de ting, jeg sidder og ser billeder af på Pinterest. Tænk at have den styrke, balance og kropskontrol! Jeg ved godt, jeg aldrig når dertil, så jeg tager til takke med at tænke på at yoga for mig handler om at gøre noget godt for mig selv, og acceptere, at jeg er, hvor jeg er.

Namaste!

Havudsigt

Jeg savner havet. Noget af det bedste ved yogaferien på Mallorca var at lave morgenyoga med udsigt til havet. Om morgenen var havet blikstille, og indenunder mit træningstøj havde jeg bikini på, så jeg på vejen tilbage til hotellet og morgenmad kunne tage en dukkert. SÅ lækkert. Det savner jeg. Nu er der kun ét at gøre: spare op til yogaferie til vinter.


Solen går ned over bjerget. Når vi havde været ude at spise, tog jeg også en aftendukkert i mørket med kig til stjernerne. Havet blev nemlig blikstille igen om aftenen. Dog var det sjovest første aften, hvor jeg var alene. Det var de andre ikke trygge ved og sendte en delegation med ned og holde øje med mig hver aften...



Vandet var så klart, og bunden var så ren. DET er hav for mig at bade i. Jeg så kun et par småfisk en enkelt gang.


Morgen og på vej ud til vores yoga-spot, der lå lidt bag den tange, som rækker ud i vandet. Der er ikke en krusning på vandet.

Aromaterapi


Jeg er i øvrigt begyndt at bruge essentielle olier her over de seneste par måneder. Det er måske lidt hippie-agtigt, og jeg vil ikke sige, at jeg altid synes, det virker, men hey - i værste fald dufter det bare godt og virker ikke.


Det kom så af, at jeg pludselig blev vældigt glad for saunagus. Saunagus er dampbade med essentielle olier, der skulle have en gavnlig virkning på både krop og sjæl. Selvom jeg jo ikke er glad for varme, så er saunagus noget af det mest livgivende, jeg har prøvet. Så skønt, og hvis du ikke allerede har prøvet det, så kan jeg varmt anbefale det. Jeg går til saunagus i Frederiksberg Svømmehal, hvor der er søndagsarrangementer med tre sessioner for både blandet køn og kun for kvinder. Der er også saunagus i svømmehallens kurbad. Jeg har også været til saunagus hos Sjællandsgade Bad, da de øvede sig til DM i saunagus. Her kan man være nøgen eller have badetøj på.

Hjemme har jeg indtil videre kun en beskeden samling olier, men det er fint. Jeg synes, de vigtigste for mig er pebermynte, lavendel og citron. Dem når man langt med.

Allergi: Når min allergi er slem, så hjælper det at tage 1 dråbe grape, 1 dråbe lavendel og 1 dråbe pebermynte i hånden og dække næse og mund med den og trække vejret 15-20 gange.

Hovedpine: Jeg blander et par dråber pebermynte i mandelolie og masserer det på tindinger og i nakke. Af og til blander jeg også sandeltræ eller lavendel i, der begge virker beroligende og afslappende, da meget af min hovedpine skyldes spændinger.

Lændesmerter og hekseskud: Her bruger jeg sandeltræ i mandelolie.

Søvnløshed: Jeg drypper et par dråber lavendel på min pude lidt før sengetid. Nogle gange også sandeltræ. Jeg kan godt lide, at sandeltræ er lidt krydret. Det er også afslappende at massere fødderne med lavendelolie.

Maveproblemer/oppustethed: 1 dråbe pebermynte i et glas vand (tjek, den dur til indvortes brug).

Morgenritual: 1 dråbe citronolie i glas vand som det første om morgenen. Skulle virke udrensende for leveren, og så smager det godt.

Træthed: At indånde grape (eller andre citrusolier) virker opkvikkende.

Det er nogenlunde det, jeg bruger olierne til i øjeblikket, men man kan bruge olierne til så godt som alt. Jeg har samlet en del tips og tricks til brug af olierne på mit Pinterest-board Healthy soul and body, der er mit helse-else-board med især olier og yoga-inspiration.

Jeg skal på et tidspunkt have skaffet mig en oliebrænder, så det bliver nemmere at gå og indånde olierne i  dagligdagen. Sådan en havde jeg, da jeg var ung, men den er røget ud for længst, og jeg gider ikke give en mindre formue for den. Så jeg går og venter på, at jeg finder en på et loppemarked.



onsdag den 29. juli 2015

Selv-omsorg



Jeg prøver på at gøre ting, der gør mig gladere. I den forbindelse tager jeg det ret stille og roligt, hvilket vil sige, at jeg prøver på ikke at presse for meget ind, ikke love for meget og ikke have for høje forventninger til mig selv.

Og så prøver jeg på at yde lidt selvforkælelse over for mig selv... I dag blev til det ekstra ordinær morgenmad efter morgen-yoga i form af chorizo-pølser, ristede champignon og spejlæg. Det var dejligt. Problemet er bare, at jeg ofte føler mig endnu mere ussel og ensom, når jeg gør sådan noget. Det føles fjollet at sidde med mig selv og indtage sådan et måltid. Jeg kan ikke forklare det. Jeg synes jo ellers, jeg er ret god til at være i mit eget selskab.


I går aftes havde jeg besøg til lidt seriehygge, og bagefter tog jeg mig et fodbad og drak en kop te, inden jeg lavede yoga og mediterede og gik i seng.


Jeg har i noget tid haft lyst til at synge i kor. Det er en fiks ide, jeg har fået, men jeg tror, det vil være fint for mig at synge. Men det er svært at finde et passende kor, for jeg har en del kriterier - jeg har lyst til at det skal være noget rytmisk. Gerne jazz, men ellers pop. Og jeg har ikke lyst til Gospel. Derudover er jeg ret dårlig til at tage mig sammen til noget som helst for tiden, og endnu dårligere til at holde fast i noget. Derfor skal det være nemt. Jeg skal helst kunne tage til det direkte efter arejde, og det skal ikke være noget projekt at komme til og fra. Helst skal det være på Frederiksberg, eller i det mindste Vesterbro. Det begrænser jo i udvalget noget...

Derudover kom jeg lige i tanke om, at jeg jo i lang tid gerne har ville lære tysk, så nu ved jeg ikke...

tirsdag den 28. juli 2015

Seneste lydbøger

Jeg får ikke læst mange bogsider i øjeblikket, men til gengæld kommer jeg igennem en hel del lydbøger. Jeg er stor fan af lydbøger, og især da jeg barn, hørte jeg mange. Nu er de gode til at dulme nerverne (og nok mest tankerne) med, og gode at have i baghånden ved søvnløshed.

Her er, hvad jeg har hørt på det sidste.

Kolibrien af Kati Hiekkapelto


En krimi i traditionel nordisk stil. Jeg har læst en del i den stil, og det er så dejligt uforpligtende. Men der er også sjældent noget nyt over solen. Denne gang foregår handlingen i Finland, hvor Anna er flyttet tilbage til sit barndomskvarter og har fået en stilling som kriminalefterforsker. Her får hun hurtigt en udfordrende opgave, da en ung kvinde findes myrdet under en løbetur, og der dukker hurtigt et lignende lig op. Derudover har hun problemer med en besværlig og drukfældig makker, sin taber-agige storebror og livet generelt. Well. Jeg var ikke imponeret, men jeg vil nok læse (høre) flere, når der dukker mere op fra forforfatterens hånd.

Svar hvis du kan høre mig af Ninni Schulman 


Atter en svensk krimi, og så af en forfatter, hvis to andre krimier, jeg også har læst. Dem kunne jg faktisk meget godt lide. Hovedpersonen er Magdalena, en Stockholmsk journalist, der vender tilbage til fødebyen (igen!) sammen med sin lille søn efter en skilsmisse og altid ender midt i orkanens øje. I denne tredje roman er der gået et par år, og Magdalena er på barsel med sin lille datter, da en mand findes skudt efter et jagtselskab, som bl.a. politiets kriminalleder, Petra, har deltaget i. Og hvad værre - den skudte mands datter er forsvundet. Magdalena kan naturligvis ikke holde sig fra sagen, og bliver vældigt involveret. Så har jeg vist ikke sagt for meget.


Der bor Hollywoodstjerner på vejen af Maria Gerhart


Jeg har hørt meget godt om Maria Gerharts roman om hendes sygdomforløb med kræft i brystet. Men den er meget mere end det, den er også fortællingen om stor kærlighed, kærlighed til konen Rosa og sønnen Bjørnstjerne, skrevet i et levende og medrivende sprog med smukke billeder, der aldrig overdrives eller bliver patetiske. Jeg kunne rigtig godt lide den og kaster en anbefaling ud.


Håndbog for feminister (og deres modstandere) af Gretelise Holm


Skøn bog i anledning af 100-året for kvindernes valgret. Gretelise Holm opridser ligestillingens historie gennem 30 spørgsmål om køn og ligestilling og med grund i masser af statestik og videnskabelig forskning, godt krydret med citater fra medier og historiske begivenheder. Jeg er vild med hendes tone - hun er skarp og har en spids kommentar til det meste, uden at hun er en rappenskralde. Det er befriende at høre et forskrift for feminismen, hvor der ikke lægges fingre imellem for ikke at blive anset som "en sur mandehader". Hun tager fat i alle afskygninger af ligestillingsproblematikken, og bogen er klart værd at læse.

Jeg hører lydbøger på Storytel. Jeg har også lige fået prøveabonnement på Mofibo, men er indtil videre skufft over udvalget. Måske fordi den mest er møntet på e-bøger og ikke lydbøger.

Motivation og social medie-stress

Noget af det, jeg har sværest ved i øjeblikket, udover at acceptere, er, at føle motivation. Jeg har simpelthen ikke lyst til noget som helst, og da slet ikke at være social. Jeg har ikke lyst til at danse, som jeg jo ellers elsker, bl.a. fordi det involverer mennesker. Jeg har ikke lyst til at lave mad, musik, venner, og Facebook og Instagram (som ellers er min yndlings-app) decideret stresser mig.

Jeg ved, det er en kliché; for jeg ved jo, at sociale medier er en redigeret virkelighed, men jeg bliver ked af det, når jeg ser alle de graviditeter, frierier, perfekte hjem, skønne sommerferier og sunde og lækre måltider, som folk får fra hånden, mens jeg intet orker og bare synes, at min fremtid er sort og ensom.

Jeg vil nu lave en liste eller to over ting, som jeg i virkeligheden godt kan lide - og ting, jeg kan overskue.


Ting, jeg i virkeligheden godt kan lide:
- at danse
- læse
- drikke vin med veninder
- lave lækker mad
- se alle mulige film
- løbe
-strikke
- gå lange ture
- fotografere
- kreativitet

Ting, jeg magter:
- lidt yoga
- meditation
- spise ting, som ikke kræver det store, fx havregryn
- se gyserfilm
- høre lydbøger

Nederste liste indgår selvfølgelig også ind under øverste liste. Jeg tror, min agt skal være, at få nogle af de øverste ting ind i mit liv igen. Snart. Bare en ad gangen :)


Dagens mand i sort/hvid

Jeg havde allerede lovet det - en dagens mand med Jamie Dornan, aka Mr. Grey (som jeg ikke har set og heller ikke har tænkt mig at se) og psykopoat-kvinde-morderen i the Fall.

Here we go...


Ak ak, så pæn, den unge mand. Jeg har læst et sted, at han helst ikke barberer sit skæg, men at han var nødt til at rage det af, da han skulle være med i Fifty shades of Grey. Jeg er jo stor fan af skæg, så det synes jeg, er et hit.

lørdag den 25. juli 2015

Lørdag formiddag på programmet

Lørdag formiddag... Jeg har sovet skidt. Følte mig enormt ensom i aftes, men det er måske bare fordi roomie er taget på ferie, så jeg havde det hele for mig selv. Så jeg så gyserfilm og genoptog serien The Fall. Jeg havde kun set et halvt afsnit en gang i slutningen af februar, men midt i det gik det op for mig, at det måske ikke var smart at se serier om psykopat-kvinde-mordere, når man stod overfor at skulle tilbringe en weekend alene med sit knuste hjerte i et ensomt sommerhus med utroligt meget mørke omkring (!!!!). Og siden er jeg ikke kommet videre med den, men i går skulle det være.

Han er godt nok pæn, ham Jamie Dornan. Jeg har naturligvis allerede fundet billeder, så der kan blive en snarlig sort/hvid-mand med ham :) Er svært at forholde sig til, at den smækre lækre mand er psykopat-kvinde-morder. Men bortset fra det, så kan jeg foreløbig godt lide serien, så jeg nuppede lige tre-fire afsnit i rap og kom lidt sent i gang med aften-yoga - og bagefter kunne jeg naturligvis ikke sove. Øv. Den blev over tre, og så vågnede jeg igen ved 7-tiden. I dag står den på polterabend hele dagen, så jeg skulle gerne være lidt frisk og have lidt overskud. Er temmelig menneskesky for tiden, så det kommer til at kræve lidt af mig, selvom det bliver et lille hyggeligt selskab.

Nu sidder jeg i sengen med kaffe, har P8 jazz på radioen, regnen synger udenfor, og jeg har stearinlys tændt. Det er rart.

Men jeg må hellere komme i omdrejninger.

Gysertimen: Creep (2004)

Wow. Jeg tror simpelthen, det er lykkedes mig at se verdens dårligste gyser. Eller horrorfilm, som må være rette betegnelse for Creep fra 2004. Filmen er engelsk-tysk og handler om en kvinde i London, der forlader en fest for at tage ud og finde George Clooney, som angiveligt er i byen.


Desværre falder hun i søvn og misser sidste tog, og da hun vågner er perronen tom og stationen forladt. Men lige da hun skal til at give op, hører hun et tog, som standser, og hun hopper på. Men herfra starter mareridtet manifesteret i en eller anden form for misfoster, der bor nede i undergrunden og på bestialsk vis myrder folk. Eller, det er han muligvis først begyndt på nu.

Jeg var på intet tidspunkt skræmt, den var kedelig, forudsigelig (ok, det er de fleste gysere) og decideret elendig.

Horror er nu heller ikke min under-gyser-genre, men alligevel. Normalt kan jeg i det mindste føle mig underholdt. I aftes var jeg nødt til at drikke en del vin for ikke at gå helt kold over.

Se traileren til Creep herunder.

fredag den 24. juli 2015

Nu med mantra

Jeg har i noget tid gerne ville have mig et mantra. Et opbyggeligt et, som kunne give mig optimisme og trøst. Jeg har set en del på Pinterest, og de har fine, men altid så lange, at jeg ikke har kunnet huske dem - altså udover det klassiske OM. Nu har jeg lavet et.


Jeg startede egentlig omvendt, så det hed "jeg accepterer det, som er, og tager imod det, som kommer, med åbent hjerte. Men da jeg brugte det, gik det op for mig, at det gav mere mening omvendt. Så jeg ånder ind på først del (det, jeg vil tage til mig), og ånder ud på sidste el (det, jeg vil give slip på). Makes sense!

Jeg bruger det, når jeg ligger i shavasana, og når jeg er utålmodig i mine asanas.

Gysertimen: Horsemen of the apocalypse

Jeg har altid været umådeligt glad for gyserfilm. Lige siden jeg var barn, og faktisk så var min første tegning, som forestillede noget, af Dracula, som jeg tegnede som treårig. Tror ikke mine forældre gik så meget op i, om jeg så med, når de så fjernsyn...

Og lige nu er det nærmest det eneste, jeg kan koncentrere mig om at se. Normalt er jeg mest til spøgelsesfilm, men i øjeblikket føler jeg også en sær tilfredstillelse ved at se deciderede splattere og horrorfilm. Jeg har en teori om, at det er fordi, jeg er dårlig til at føle vrede, og at jeg får kanaliseret nogle ting ud ved at se på meningsløs vold. Men who knows.

Min room mate og jeg har et forsæt om at se ALLE gysere på Netflix. Vi er faktisk nået ret langt. Jeg er lidt ked af først at komme i gang nu, men det kunne være sjovt at skrive om dem alle her. Og jeg kan ikke en gang rigtig gå tilbage og skrive om dem, jeg allerede har set, for jeg husker enormt dårligt, og de fleste gysere er bare heller ikke ret gode (hvis ikke elendige), så jeg glemmer dem også igen med det samme.

Anyway, jeg kan da begynde nu. I går så vi Horsemen of the apocalypse.


Filmen er faktisk ikke en rigtig gyser. Eller, det er vel et spørgsmål om definition. Det er mere en krimithriller, men den har elementer af noget sekt og ofring og er temmelig klam, så jeg æder det råt.

Den handler om en kriminalbetjent (Dennis Quaid), der bliver kaldt ud til et gerningssted i egenskab af at være ekspert indenfor kriminalsager og tænder (det havde en navn, som jeg lykkeligt har glemt), men denne sag er kun første i flere med rod i en bibelsk profeti om apocalypsens komme.

Herefter følger makabre mord, der tydeligvis har været med henblik på at pine offeret før mordet, bl.a ved ophængning i kroge (mums). Efterhånden kommer vi nærmere på gådens løsning, der også trækker tråde til hovedpersonens privatliv. Mere vil jeg ikke sige!

Filmen var ikke fantastisk, og jeg gættede sammenhængen halvvejs gennem filmen. Men jeg syntes, de var underholdende og fantasifuld, men jeg kunne godt have brugt at der blevet dvælet lidt mere ved profetien - da jeg ikke ligefrem er hjemme i min bibelhistorie.

Netflix brugere har givet filmen halvanden stjerne, hvilket er en meget typisk karakter for gyserfilm og film i den genre. Hvad ville jeg selv give? Tja. Måske en smule mere, bare fordi jeg er sådan en positiv sjæl, og jeg trængte til fantasifulde mord ;)

Se traileren herunder.

Ting, som gør glad

Jeg vågnede med den der følelse i mellemgulvet. Eller er det mellemgulvet, det hedder? Der lige under ribbenene. Det er sådan en slags trykken. Ikke i stød, men som om nogen presser en knytnæve ind i maven på mig og lader den sidde. Den følelse vågner jeg tit med. Og ovenikøbet havde jeg for tredje uge i træk også ondt i hovedet. Det er et mas med det hovedet. En smerte bag og lige over højre øje.

Jeg prøver at gøre ting, som gør mig glad og rolig. Til morgen betød det at ligge lidt og lytte til Mette, der gjorde klar til ferie og kigge på Pinterest. Stod op, spiste morgenmad, drak for meget kaffe (har ikke drukket kaffe i en uge) og hyggede med Mette. Da hun gik, lavede jeg yoga i tre kvarter.

Jeg prøver at holde fast i de ting, som ikke føles negative.

Fx kan jeg godt lide, når der kommer opdateringer fra Følg en Hjemløs. Hans betragtninger er så fine, og jeg bliver glad, når det er den bramfri og filosofiske hund, Felix, der skriver.

Og videoer som denne. Den bliver man glad af.

At stene på Pinterest, hvor jeg kigger på alt fra billeder af pæne til til inspirationssider om yoga.

torsdag den 23. juli 2015

Dagens mand i sort/hvid

HAM har jeg savnet. Altså dagens mand i sort/hvid. Så nu skal vi endelig have en. Og det bliver mit helt store crush, Joshua Jackson, også kendt som Pacey fra Dawsons Creek. Mand, han blev pænere med alderen.


Og kan man, som jeg, ikke få nok af ham, så bør man se Fringe. Der er vist 5 sæsoner, så vidt jeg husker. Og The Affair, som man bør se under alle omstændigheder, fordi det er en fantastisk serie. Selvom jeg synes, det er dybt urealistisk, at man ville være en så lækker mand som Joashua Jackson utro (i det hele taget) til fordel for ham hovedpersonen (hvis navn, jeg har glemt), der lidt ligner en abe.

Om at acceptere

Så gik der så lige nogle år.

Og nu prøver jeg igen. I de år prøvede jeg på at få en anden blog op at køre en mindre personling blog om vintage og vintage-stil, men jeg var alligevel ikke rigtig motiveret. Og nu savner jeg at være mere personlig og ikke være bundet til et bestemt emne, og da jeg manglede noget at gå op i for at distrahere mig selv fra livets knubs, foreslog Marie, at jeg begyndte at skrive her i stedet.

Og det er måske en idé.

Jeg har naturligvis ingen forestillinger om, at nogen vil læse det her, for man har vel næppe nogen læsere tilbage efter så mange års fravær. Men vi ser, hvad der sker.

Hvis man kort skal opdatere, så flyttede jeg fra Amager til NV, hvor jeg var glad, indtil jeg ikke var det længere, fordi jeg skulle flytte. Det kom bag på mig, og jeg er ked. Nu slår jeg mine folder på Frederiksberg, hvor jeg bor til leje på et værelse hos Mette. Mette er god. God og sjov og sød, og jeg er faktisk vild med at bo hos hende. Jeg lader ofte døren stå på klem, så jeg kan lytte til at hun nusser rundt og nynner eller synger. Det er hyggeligt og rart og trygt.

Men jeg savner min kæreste. Eller eks, hedder det vel, selvom jeg har svært ved at tage ordet i min mund  - her 5 måneder efter. Jeg læste en artikel om sorgbearbejdning her den anden dag, og de gik det op for mig, at jeg kun er i fase 2. Fase 1 er chok. Fase 2 er benægtelse. Der er jeg er. Jeg kan ikke acceptere det. Jeg kan ikke acceptere, at jeg ikke skal holdes om af ham mere, at vi ikke skal alle de ting, vi snakkede om at gøre, og alle de ting, vi plejede at gøre. Jeg kan ikke holde ud, ikke at kalde ham min kæreste...

Så brugte jeg lidt tid på at tænke over det, altså det med at acceptere. Og det gik op for mig, at jeg ikke forstår ordet. Det er et udsagnsord, så det er noget, man gør. Men hvad er det præcis, man gør? Tænker det? For jeg kan godt tænke det, altså tænke sætningen "jeg accepterer, at han ikke vil være sammen med mig mere og at det er slut og det kommer aldrig tilbage". Men. Jeg føler det ikke. Jeg forestiller mig, at "at acceptere" må være en slags finden ro. Og jeg bliver også sur på udtrykket. Man accepterer en gave! Eller en kompliment. Det her er for fanden ingen gave, for gaver er gode!

Så det har jeg et problem med. At acceptere.

For at blive et sundere og bedre menneske og med tiden måske acceptere, så dyrker jeg yoga og prøver på at meditere (det er jeg ikke god til). Jeg var på yogaferie på Mallorca, og det var så skønt så skønt, og nu laver jeg yoga hver morgen og hver aften. I en halv time. Det gør godt, og jeg har læst, at yoga også er at acceptere. Acceptere sig selv, og der hvor man er nu. Så måske kan det være vejen til at blive bedre til at acceptere.

I dag tog jeg til en yoga-time. Det gør jeg ikke så meget i øjeblikket, for jeg har kun to klip tilbage og ingen penge, så jeg sparer lidt på dem, og jeg laver jo også en del derhjemme. Men det er fedt at komme derhen, gå i dybden og få nye input Jeg havde forinden skrevet til yogainstruktøren for at høre, om der var nogle asanas, der var særligt gode for knust hjerte, og hun lovede at vise mig dem næste gang jeg kom. Så jeg fik tre asanas, som jeg kunne lave. En, jeg ikke kan huske hvad hedder, men hvor man sidder med benene spredt ud til siderne og bøjer forover, en, hvor man strækker armene omvendt foran sig og læner frem på dem (skulle være den bedste, men den laver jeg allerede to gange om dagen i forvejen) og bred childs pose. Dem vil jeg inkorporere allerede i aften.

Alt for nu - på gensyn.