søndag den 30. august 2015

Mig uden filter



Det her er mig søndag morgen. Søndag morgen, hvor jeg ikke kom op og til yoga, som jeg havde aftalt med mig selv og nu skælder mig selv ud for. Jeg har ingen selvdiciplin og kan ikke en gang gøre, hvad jeg lover mig selv, fordi jeg elsker at ligge i min seng uden at røre mig det mindste.

Det er mig uden make-up, men det er alligevel ikke helt uredigeret, for selvom jeg ligner lort på de her billeder, så tog det mig virkelig virkelig lang tid at tage et billede, hvor jeg i det mindste lignede lort på en måde, som jeg kunne holde ud. Hvor min panderynke ikke figurerede, og hvor jeg ikke lignede en psykopat-morder.

Jeg bryder mig ikke om at blive ældre.
Da jeg var ung havde jeg så pæn hud. Med glød og helt uden uregelmæssigheder, glat og blød som silke. Nu er den tør og med linjer de forkerte steder, så jeg ser sur ud, når jeg ikke lægger ansigtet i de rette folder, og jeg har fået en mærkelig rødmossethed på kinder og næse, permanente urenheder på hagen og hævelser om øjnene og hængende øjenlåg.

Siden jeg flyttede fra min kæreste har jeg taget på, måske 12 kg, så jeg kan ikke passe noget af mit tøj. Jeg har tusind fine kjoler i skabet, men det er meget få af dem, jeg kan passe og føler mig tilpas i. Det sidder primært på min mave og i ansigtet, men jeg er også begyndt at opdage fedt de mærkeligste steder på min krop. Det er ikke rart. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, jeg har taget så meget på og så hurtigt. Jeg danser ikke så meget mere, men jeg er ikke inaktiv, og jeg spiser generelt sundt og holder mig så vidt muligt fra kulhydrat uden at være fanatisk dog. Alkohol måske. Men jeg har altid drukket meget alkohol. Kager. Men så tit spiser jeg altså heller ikke kage. Måske er det til dels også bare alderen...

Jeg farvede hår i går. Det blev afbleget i april, da jeg var hårmodel, og jeg var egentlig glad for det, men udgroningerne har simpelthen gjort mig vanvittig. Jeg farvede det faktisk allerede i forrige uge men det var som om farven ikke hang fast. Nu har jeg farvet det mørkere, og jeg er ikke helt tilfreds, for farven har på ingen måde dækket mine grå hår, men det har i det mindste gjort udgroningerne mindre tydelige.

Det er søndag morgen, eller rettere formiddag, og jeg skal tage mig sammen nu. Jeg skal på loppemarkeder, men jeg har ikke lyst. Jeg har sjældent lyst til ret meget i virkeligheden.

tirsdag den 11. august 2015

Tirsdag

Tirsdag formiddag. Min kjole er tung af regn, og jeg har tømmermænd. Er ikke tilfreds. 

tirsdag den 4. august 2015

Fuld af farver

I sidste uge købte jeg en malebog for voksne. Jeg har læst anmeldelser af den og billeder på instagram, og det skulle virke meget terapeutisk og afslappende for sindet at sidde og kolorere billederne, så jeg trissede ned i Bog & Idé og kastede penge efter den og en pakke med 30 tusser.


Men straks jeg åbnede den, blev jeg nervøs, ja faktisk lidt stresset! For det var side op og side ned med fine og meget detaljerede tegninger, og hvordan skulle jeg dog nogensinde blive færdig, og hvad nu hvis jeg kom til at vælge de forkerte farver og det blev grimt?

Og så kom jeg i tanke om, at jeg har prøvet det før. En gang fik jeg en stor og detaljeret tegning i plakatstørrelse med Anders And-bladet. Det var et smukt eventyrslot med kupler a la russiske paladser og en masse fine blomster. Og jeg ødelagde det hele ved at male kuplerne i sølv og guld. Og jeg brugte neon-tusser (eller overstregere) og jeg var meget utilfreds med mig selv. Lovede mig selv IKKE at bruge sølv og guldtusser eller overstregere i denne omgang og gik i gang.


Og det er faktisk rigtig rart og hyggeligt at sidde og male. Og det viser sig, at jeg er bedre til at høre efter lydbøger, når jeg sidder med malebogen. Jeg har ellers en tendens til at glemme at høre efter, når jeg hører lydbog, men det går rigtig fint, når jeg har gang i tusserne.

Så jeg kan godt anbefale maleriet - det er hyggeligt og sjovt1