torsdag den 8. november 2012

Rastløshed

Det har været en dejlig dag, so far... Tidligt op med ham, jeg godt kan lide, som serverede morgenmad til mig på sengen :o) Jeg ER forkælet! Jeg skulle til et kommunikationsarrangement inde på Petri Hotel hele formiddagen. Det var faktisk ret godt og interessant. Ikke alt var relevant for mig, og meget vidste jeg i forvejen, men generelt elsker jeg at høre engagerede mennesker tale og fortælle, så det var en på mange måder underholdende formiddag.

Bagefter mødtes jeg til en gåtur med Lisa. Vejret var heldigvis blevet godt på det tidspunkt, og det var rart at gå og sludre.

Og så hjem og putte noget svin i ovnen. Jeg får Maria til sen aftensmad i aften, og da jeg som sædvanlig er på r....., fandt jeg et godt stykke nakkefilet frem fra fryseren i går, som skal blive til pulled pork. Dog kom det noget sent i ovnen, så jeg håber, det når de 94 grader om halvanden times tid, når M ankommer.

Lige nu er jeg rastløs. Har syet lidt, ryddet en smule op, læst et par sider i en bog og bladret i et magasin. Kigget på opskrifter på julesmåkager... Ringet til mine forældre og prøvet på at få fat på min søster....

Jeg glæder mig til weekenden. I morgen skal jeg til Turboweekend med Dorthe og Stine - og selvom jeg så dem i lørdags, så glæder jeg mig til at hænge ud med dem igen, hurra! Lørdag skal jeg med til kærestens venindes runde fødselsdag, og søndag tror jeg bare, vi skal hænge lidt ud. Forberede danseundervisning og øve lidt selv, sove længe, måske se Matador og lave mad. Og jeg skal forbi én på Østerbro, som har et par stepsko vældig billigt til salg. Og nå ja, så burde jeg nok øve noget af det der step, bum bum!

Skal I noget hyggeligt, sjovt og spændende i den kommende weekend?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar