Vis mig din fobi og jeg skal sige dig hvem du er!

Fie fra Flo's Diner taggede mig lige i en lidt sjov og speciel blogleg, der går ud på at man skal afsløre tre af sine fobier - Det synes jeg er en sjov idé! Fie havde selv brugt "universet", som én af sine fobier, så den vil jeg ikke genbruge, selvom universet og det uendelighed også virker mere end almindeligt skræmmende på mig. Men jeg har jo masser af fobier, så det er jo nærmest bare at stikke hånden ned i bunken, ha ha!

1) FUGLE!!! Dem som kender mig vil nikke genkendende til min fuglefobi. Jeg har det meget, meget svært ved bevingede og fjerbeklædte kryb. Jeg er helt på det rene med at duer er luftens rotter og at fugle er dinosaurer med fjer på. Jeg synes, de er SÅ megaklamme. Ænder er ok til en hvis grad, og jeg kan faktisk også godt synes at gråspurve på afstand er nuttede. Men der er bare noget LUSKET ved det dyr, deres næb, deres kløer og så al den basken - åh, de skal altid baske - med deres vinger, de er SÅ klamt. Hvert vingebask sender tusinder af baciller ud i hovedet på os anre - og hvad værre er: man risikere at blive ramt af dem. Og så er de så uforudsigelige og det virker nærmest TILFÆLDIGT, når de flyver afsted, så de til en hver tid kan flyve ind i hovedet på én. Jeg har selv prøvet det!!! Den famøse tur ved staden, hvor jeg blev overfaldet af en spurvelignende fugl, der prøvede på at bygge rede i mit hår. jeg husker også med gru Bornholm 2003, hvor en måge på størrelse med en Beagle slugte min soft ice. Nej, fugle og jeg - vi bliver aldrig venner!

2) MENIGITIS! Altså sygdommen. Generelt har jeg sygdomsfobi, men jeg har altid været ekstra-angst over for menigitis. Det stammer tilbage fra min barndom (det stammer altid fra barndommen), hvor min legekammerats søster var på skolerejse til England. På vejen hjem i toget fik en af hendes klassekammerater menigitis - og bum - inden de nåede til Københavns hovedbanegård, så var hun stendød. Det stod i avisen og alt muligt, og som det lille barn jeg var, kunne jeg ikke forestille mig nogen værre sygdom. På skolen fik vi sygdommens kendetegn at vide, du ved, det der med nakkestivhed... Fælt! Fra da af gik jeg konsekvent og tjekkede at jeg godt kunne bukke nakken. Sagen blev ikke bedre, da min søster nogle år senere gjorde rent i et hjem, hvor et af børnene en dag kom hjem med hovedpine, gik ind på sit værelse og lagde sig - og bum - da de ville hente ham eller hende til middag, så var hun død. Hvor lumsk en sygdom er det??? For at gøre min fobi ENDNU værre, lægge brænde på bålet så at sige, så er der en frygtelig scene i dyrekirkegården, hvor en af hovedpersonernes søster, Zelda, lider af menigitis. Hun er krumbøjet, udsultet og FÆL at se på - MEGAUHYGGELIG. Så.... Menigitis må absolut være min fobi nummer to.

3) BJØRNEKLO. Ok, jeg er måske knapt så angst for bjørneklo længere, men jeg husker tydeligt, mit anstrengte forhold til denne plante som barn. Forældre var altså rimelig effektive til at advare om hvor giftige bjørneklo var, og så er det også noget med navnet... Det lyder jo meget dyrisk og ikke som en uskyldig plante med rødder, der altså IKKE kan bevæge sig. I min hjerne, så var bjørneklo nærmest en plante med intelligens - som stod på lur i hver en grøft for at springe på et hvert sagesløst barn som kom i nærheden af den. Jeg havde også en stærk fornemmelse af at de formerede sig, blot for at brede sig og overtage verdensherredømmet. De der takker... De minder også en smule om tænder. Faktisk havde jeg det lidt på samme måde med kødædende planter. Jeg har dog aldrig set én, men i min fantasi levede de altså i bedste velgående, parate til at snige sig ind på mig og æde mig med hud og hår.

Ja - det var så mine syge fobier!
Jeg synes bestemt ikke at legen skal stoppe her, og derfor tagger jeg Stinestregen (please, med tegninger, Stine, det kunne være så sjovt!) , Pernille fra Drømmeren... og Karla & Ditte fra Headaches & Moodswings.