En genial novelle og flugt over stok og sten.

Jeg kunne ikke sove i går. Lige som jeg havde besluttet mig for, at jeg skulle være det ordentligste og mest strukturerede menneske i verden. Klokken forholdsvist tidligt slukkede jeg computeren, børstede mine tænder og lagde brillerne på plads i deres skuffe, hvorefter jeg indtog sengen med Tove Janssons noveller. Den sidste måneds tid har jeg konsekvent sovet på sofaen med computeren og fjernsynet tændt.

Jeg læste i en times tid og slukkede så lyset. Tiden gik. Klokken 1 så jeg på uret og sukkede. Lidt efter stod jeg op, tændte for fjernsynet og så de natlige afsnit af Venner. Da andet afsnit var ved at slutte, tænkte jeg, at nu kunne jeg nok godt falde i søvn. Jeg slukkede fjernsynet og gik i seng. Vendte, drejede mig og stod op og kiggede ud på sneen. Tænkte over ting jeg skulle. Prøvede at drømme mig i søvn. Efter en times tid stod jeg op igen, tændte TV'et og så lidt mere fjernsyn. En film med Bette Midler startede på TV3. Jeg så lidt af den og tænkte, at NU kunne jeg sikkert falde i søvn. Men nej. Der skulle gå oceaner af tid, og jeg sov først, da jeg hørte at skraldemændene og snerydderen så småt var gået i gang med dagens dont.

Da jeg endelig sov, drømte jeg. Jeg snakker meget om drømme med Marie. Det er sjovt. Hun er god til at huske sine drømme - det er jeg ikke. Jeg husker dog noget af dem fra i nat. Jeg havde en god og en dårlig drøm.

1) Jeg drømte at jeg skrev en novelle, en virkelig god én. Rettelse: jeg skrev begyndelsen til en novelle. Og den var virkelig velformuleret. Jeg tænkte : "Det her kan blive virkelig godt". Det var lidt i stil med Helle Helle, genialiteten lå i det underspillede og de præcise formuleringer. Jeg havde de perfekte indledningsreplikker og skrev dem ned i min åleskindsnotesbog. Da jeg ville skrive dem ned, opdagede jeg, at det faktisk kneb med pladsen, for jeg havde skrevet andre fine noveller i den. Jeg havde bare glemt det.

Desværre kan jeg ikke huske de geniale sætninger :o(

2) Min nabo og hendes kæreste ville slå mig ihjel. Min nabo prøvede at lure mig til at lukke op ved at sige, at HUN var taget til fange af ham. Men jeg vidste bedre! Derefter var jeg ikke længere i min egen lejlighed, men i mine forældres hus. Jeg fik narret dem om på den anden side af huset og flygtede ud af bryggersdøren - og var så smart, at jeg åbnede porten ud til indkørslen, så det ville se ud som om jeg var løbet den vej. I virkeligheden flygtede jeg ud på marken, som ligger bag ved huset og hele vores parcelhuskvarter. Her skiftede det til, at det ikke bare var min nabo og hendes der ville mig til livs, men en hel flok - ikke mindst min hemmelige forelskelse. Jeg løb langs med haverne og overvejede hvilken jeg skulle løbe ind og gemme mig i - jeg er jo ikke så dum, at jeg tror, at jeg bare sådan kan løbe lige ud, hvor de kan se mig og indhente mig. Jeg kom ind i et slags chinatown (nej, sådan et er der ikke mange af i Ølstykke), hvor jeg mødtes med en som åbenbart var min sammensvorne. Hun ville have at vi gemte os i et af de primitive huse, men jeg mente at det var for tæt på forfølgerne. I stedet flygtede vi i en lille bil. Vi ville tage til Sverige og diskuterede længe hvorvidt det var smartest at tage broen (mit forslag) eller færgen fra Helsingør. Jeg tror, vi landede på at færgen ville tage færgen, men vi nåede aldrig dertil, for da vi kørte af sted i huj og hast, kørte vi ind i et hus - til min store undren. Men det var ingen fejl, for vejen gik faktisk gennemhuset. Jeg syntes, det var meget ubehageligt at manøvre igennem små døre og rum og vi endte ved en kælder. Jeg protestede kraftigt imod at vi kørte ned i det - for en sådan må uundgåeligt ende i en blindgyde. Men min sammensvorne - som nu var min gamle penneveninde, Lea - oplyste mig om, at det var en gammel tunnel, som tyskerne havde gravet i sin tid, og at den ville munde ud i friheden. Derfor kørte ved ned af de mange, mange trapper, en yderst ubehagelig oplevelse, og endte rigtig nok ude i solskinnet.

Og her tror jeg nok, den drøm sluttede.

Nu vil jeg se om min computer stadig går i coma, når jeg forsøger at oplade billeder.