søndag den 19. juli 2009

Sommerlæsning.

Har du fået læst nogle gode bøger her i sommer? Jeg har faktisk næsten ikke læst noget... Næsten. Her er et par af de bøger, som jeg har haft gang i...

Erlend Loes Kurtby. Sidste bind i Kurt-serien... Jeg er jo stor fan af Loe,som jeg også skrev speciale om. Jeg synes, han bøger er vanvittigt morsomme, samtidig med at de også har en alvorligere undertone. Jeg skrev om sanfundskritik, identitet og manderollen i hans forfatterskab. Kurt-bøgerne er egentlig børnebøger, men kan sagtens læses af voksne med humor. Hæhæ. Familiefaderen Kurt, der arbejder med at køre kran på en byggeplads, bliver tvunget til at holde ferie (øv altså!). Familiens yngste vælger at de skal til Mumiland i Finland, men noget går helt galt på vejen gennem sverige. De falder i en flod og driver langs med floden, indtil de ankommer til Kurtby, der tilfædlgivis er meget religiøs og står og mangler en præst. Kurt er den udvalgte, ikke mindst på grund af hans skæg. Indbyggerne i Kurtby kan godt lide at forveksle deres præst med Jesus, og det er der større chance for, når præsten har skæg.
Kurt har liiiiidt svært ved takle al opmærksomheden og helligdommen ved sit nye erhver, så det stiger ham til hovedet... Det bliver ikke bedre, da han falder og slår hovedet, så han pludselig kun kan tale meget gammeldags, ja næsten i ligninger!
Børnene og konen bliver det for meget for, ikke mindst da byens uoficielle overhoved overtaler Kurt til at de skal sættes ud til ulvene.
Ja! Temmelig gakket bog - men altså vildt sjov. Og så elsker jeg Kim Hiorthøys illustrationer til, der i skørhed passer godt til Loes tekst.


Lige nu er jeg gået i gang med japanske Murakamis Efter Midnat. Jeg elsker Murakamis bøger, men jeg er også lidt ambivalent... Men hvo om alting er, så elsker jeg det mystiske og overnaturlige lag, der altidfigurerer som et helt naturligt element i hans romaner. Normalt er hans bøger tunge mursten, men denne her er mere anseelig i sit omfang. Jeg er endnu ikke nået så langt. Historien fanger mig, men den er skrevet lidt specielt... Som læser får man lidt en rolle som Voyeur, hvor man beskuer det hele lidt foroven, foranledigt af fortællerstemmen, der prøver på at virke objektiv og beskuende. Jeg er ikke helt vild med den fortællerstemme. Til gengæld har jeg altid været vild med Murakami-oversætteren Mette Holm, der forstår at skrive levende og poetisk - noget jeg forestiller mig falder i god tråd med den oprindelig version.


Ja, jeg er også med på Twilligt-bølgen! Jeg så filmen for et par måneder siden og har efterfølgende lånt to'eren af min nabo. Men kors altså, hvor er den kedelig!!! Lang og umådeligt dårligt skrevet. Det kan selvfølgelig muligvis tilskrives oversætteren, men jeg kan slet ikke tage mig sammen til at komme videre med den. Måske når jeg er færdig med Murakami...


Lone Aburas - Føtexsøen - Fantastisk bog! Den har vist fået lidt blandede anmeldelser, men jeg strøg igennem den. Det er en semibiografisk roman, og jeg synes, at en af bofens forcer er den selvironi, som forfatteren lægger for dagen. Hovedpersonen Lene, har taget orlov fra RUC for at skrive på sin roman. I mens arbejder hun i Føtex, et job der virker lige så inspirerende på hende, som en kold karklud. Hun har indtil flere afvisninger fra Forfatterskolen med sig i baggagen - og dermed en bitterhed, der smitter af på hendes roman, der handler om et skib (Moby Dick), der går ned med hele den nordiske farfatterelite ombord.
Føtexsøen er hverdagsrealistisk, men uden at blive tung og kedsommelig. Handlingen veksler imellem hendes barndom i firserne med en dansk mor og en ægyptisk far, og Lenes liv som voksen med den ambitiøse kæreste, jobbet i Føtex og frustrationerne over ikke at leve op til sine egne mål og drømme.

2 kommentarer:

  1. Jeg læste Efter midnat for nyligt. Jeg kunne godt lide den. Er pt. i gang med Trækopfuglens krønike, og den synes jeg er god, men jeg har fandeme været længe om den (og læst andre bøger ind imellem - bl.a. Twilight). Nu mangler jeg godt 100 sider, og håber jeg snart kan få gjort den færdig.

    Og et lille tip - hvis ikke du har læst 100 års ensomhed af Gabriel García Márquez, skal du gøre det. Den er et mesterværk.

    /Maria

    SvarSlet
  2. Jg har også læst Trækopfuglen, men syntes, den var meget dyster. Så var jeg meget mere til Norwegien Wood Og Kafka På Stranden. Og ikke mindst Sputnik Min elskede.

    Jeg har 100 års ensomhed liggende! - Det må blive min næste bog!! Tak for anefalingen :o)

    SvarSlet

Blog-arkiv