lørdag den 16. maj 2009

Tilstandsrapport.

Jeg er ekstremt træt i disse dage. Jeg ved ikke hvorfor, men fx i torsdags, så gik jeg fuldstændig i brædderne efter date. I går kom jeg hjem fra en godt nok lang dag med 7.c, kanoer, pizzaer og film, og igen gik jeg nærmest ud som et lys. Sov til kl. 9 (10 timer), var vågen i halvanden time, og faldt så i søvn igen og sov til kl. 14!!! Må trænge til det.

Date i torsdags gik fint. På den måde at det var hyggeligt og han var sød. Han var virkelig pæn! Nok nærmest den pæneste jeg har været ude med. Lige min type, sådan udseendemæssigt, med pjusket hår på den ikke-satte måde og skægstubbe. Mørk.
Men så stopper det gode også, for vi klikkede ikke særlig faktastisk. Jo, vi hyggede os, gik en lang tur, men... Jeg ved ikke... synes ikke helt han fangede min humor. Først troede jeg at han var skuffet over mit udseende da vi mødtes... Han gik lidt stærkt, så jeg formodede at han bare gerne ville have daten overstået. Men så tog han selv initiativ til at sidde ned, og da jeg egentlig ville sige farvel og cykle hjem, spurgte han om jeg ikke ville trække cyklen, så vi kunne følges. Så det gjorde vi.
Bagefter tænkte jeg, at det nok ikke kunne føre til noget videre, og han havde det på samme måde.

Det lader mig atter lidt modløs tilbage. Og selvkritisk og selvmedlidende.
Jeg møder aldrig nogen.

I 7.c ligger mit kærlighedsliv pigerne meget på sinde. De har utrolig mange idéer om hvordan man på den rigtige måde møder sit livs udkårne. Den mest populære er, at han dukker op af sig selv, når man mindst venter det - sandsynligvis på en togstation.
Jeg kunne så oplyse dem om at jeg tilbringer utroligt meget tid på togstationer, og jeg har aldrig selv oplevet, eller set noget som mindede om romantik der - Nørreport emmer bare ikke ligefrem af kærlighed.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Blog-arkiv