tirsdag den 28. juli 2015

Seneste lydbøger

Jeg får ikke læst mange bogsider i øjeblikket, men til gengæld kommer jeg igennem en hel del lydbøger. Jeg er stor fan af lydbøger, og især da jeg barn, hørte jeg mange. Nu er de gode til at dulme nerverne (og nok mest tankerne) med, og gode at have i baghånden ved søvnløshed.

Her er, hvad jeg har hørt på det sidste.

Kolibrien af Kati Hiekkapelto


En krimi i traditionel nordisk stil. Jeg har læst en del i den stil, og det er så dejligt uforpligtende. Men der er også sjældent noget nyt over solen. Denne gang foregår handlingen i Finland, hvor Anna er flyttet tilbage til sit barndomskvarter og har fået en stilling som kriminalefterforsker. Her får hun hurtigt en udfordrende opgave, da en ung kvinde findes myrdet under en løbetur, og der dukker hurtigt et lignende lig op. Derudover har hun problemer med en besværlig og drukfældig makker, sin taber-agige storebror og livet generelt. Well. Jeg var ikke imponeret, men jeg vil nok læse (høre) flere, når der dukker mere op fra forforfatterens hånd.

Svar hvis du kan høre mig af Ninni Schulman 


Atter en svensk krimi, og så af en forfatter, hvis to andre krimier, jeg også har læst. Dem kunne jg faktisk meget godt lide. Hovedpersonen er Magdalena, en Stockholmsk journalist, der vender tilbage til fødebyen (igen!) sammen med sin lille søn efter en skilsmisse og altid ender midt i orkanens øje. I denne tredje roman er der gået et par år, og Magdalena er på barsel med sin lille datter, da en mand findes skudt efter et jagtselskab, som bl.a. politiets kriminalleder, Petra, har deltaget i. Og hvad værre - den skudte mands datter er forsvundet. Magdalena kan naturligvis ikke holde sig fra sagen, og bliver vældigt involveret. Så har jeg vist ikke sagt for meget.


Der bor Hollywoodstjerner på vejen af Maria Gerhart


Jeg har hørt meget godt om Maria Gerharts roman om hendes sygdomforløb med kræft i brystet. Men den er meget mere end det, den er også fortællingen om stor kærlighed, kærlighed til konen Rosa og sønnen Bjørnstjerne, skrevet i et levende og medrivende sprog med smukke billeder, der aldrig overdrives eller bliver patetiske. Jeg kunne rigtig godt lide den og kaster en anbefaling ud.


Håndbog for feminister (og deres modstandere) af Gretelise Holm


Skøn bog i anledning af 100-året for kvindernes valgret. Gretelise Holm opridser ligestillingens historie gennem 30 spørgsmål om køn og ligestilling og med grund i masser af statestik og videnskabelig forskning, godt krydret med citater fra medier og historiske begivenheder. Jeg er vild med hendes tone - hun er skarp og har en spids kommentar til det meste, uden at hun er en rappenskralde. Det er befriende at høre et forskrift for feminismen, hvor der ikke lægges fingre imellem for ikke at blive anset som "en sur mandehader". Hun tager fat i alle afskygninger af ligestillingsproblematikken, og bogen er klart værd at læse.

Jeg hører lydbøger på Storytel. Jeg har også lige fået prøveabonnement på Mofibo, men er indtil videre skufft over udvalget. Måske fordi den mest er møntet på e-bøger og ikke lydbøger.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar