Da jeg var i Paris i sidste weekend og tullede rundt i Montmartre, havde min veninde Trine anbefalet mig et sted at spise, og da jeg generelt går stærkt ind for personlige anbefalinger frem for at lade tilfældet råde, fandt jeg frem til stedet, som lå et godt stykke oppe mod Sacre Coeur på en lille sidevej. Men jeg var lidt forud for Paris-tid, for der var ikke et øje på restauranten. Jeg besluttede mig for at finde en hyggelig café og sneg mig ind på en vældig hyggelig bar. Meget lokal. Man kunne se, at folk kendte hinanden, og bartenderne sludrede med kunderne og hjalp dem med kryds og tværser. Jeg drak vin af små glas og skrev i min dagbog.Jeg havde sidder der i lidt tid, da jeg fik øje på en vældig cute og ung fyr, der sad alene ved et bord med sin øl. Jeg kom til at skubbe til en lampe, og fyren kiggede op. Og så kom han over og spurgte om han måtte sætte sig.
Jamen altså. Lyder det ikke som starten på en film i stil med Before Sunrise? Jeg var så bare OVERHOVED IKKE in the mood til et lille fransk eventyr. Uromantisk som jeg er, så tænkte jeg bare på, at jeg snart skulle op og spise på det sted, jeg var blevet anbefalet...Og på den fyr, som jeg lidt ser og synes er sød. Så efter halvanden time på spontan "date" lavede jeg snigeren og undskyldte mig med, at jeg skulle mødes med venner og nu altså var nødt til at finde ned til en metro. Hvilket jo faktisk var den modsatte retning af, hvor jeg i virkeligheden skulle hen, for restauranten lå jo op ad bakken. Så jeg måtte lige lave en fin lille omvej, men fandt op til spisestedet - blot for at opdage, at der nu var fyldt op, og at jeg ikke kunne få et bord i aften. Æv. Så travede jeg rundt og fandt ved et tilfælde et sted, der så endnu hyggeligere ud end det første, men ak - heller ikke her var der bord. Gik en tur mere på tyve minutters tid, vendte tilbage og fik så et bord. Et dejligt sted med dejlig mad og en hund, der lå og sov trygt på gulvet. Det restaurant kommer der et indlæg om senere...
