Watt-Boolsen & Reenberg

Glædelig jul, alle folk - jeg håber, I har fået gode gaver og spist en masse skøn julemad. Da vi kun var 4 til at fejre jul i det lille hjem, og da min far ikke kan så meget og vi andre er luddovne, foregik alting i et adstadigt tempo. Og alligevel var vi færdige med det hele mange timer før end vi plejede. Derfor fik jeg mulighed for at stene lidt til den danske film Qivitoq fra 1956, som DR viste. Det var faktisk en rigtig fin film med Poul Reichart og Astrid Vi-hvad-pokker-hedder-hun-nu i hovedrollerne. Men den store overraskelse for mig var, at Bjørn Watt-Boolsen, bedst kendt som Oberst Hackel i Matador, sgu var et skår i 1956!!! DESVÆRRE var det umuligt at finde et godt billede af ham, hvor hans ekstremt flotte øjne kom til sin ret, men her er et billede fra filmen - sammen med en ung Kirsten Rolfes, aka Fru Drusse.


Hvilket minder mig om, at jeg forrige uge genså filmatiseringen af Herman Bangs Tine sammen med min 10. klasse - hvor jeg blev mindet om, hvor fin Jørgen Reenberg var i sine unge dage. IGEN har jeg ikke kunne finde et retfærdiggørende billede, og i Tine er han faktisk ikke vildt ung (han er vistnok født i 1925 og filmen er fra 1964), MEN altafgørende er måske nok, at han har skæg i filmen, wrauw.
På billeder, hor han er yngre, ser han faktisk lidt for pussenusset ud, dog med et lille twist af noget James Dean. I like! Første gang jeg så Reenberg, var da han spillede Lærer Winther i Flemming og Kvik fra 1960 - en film jeg kunne se igen og igen og igen, da jeg var barn.

Jeg synes, at de to herrer her er meget sødere end dem der ellers var tidens sexsymboler, nemlig Ib Mossin (Iiiivvv!), Ebbe Langberg og Poul Reichardt. Og hvad kan jeg sige.... Jeg kan bare godt lide skæg.

I øvrigt sjovt med de to nævnte film, Qivitoq og Tine. Den første er en storfilm fra 1956 med smukke, storladne billeder af det grønlandske landskab, mens den næste, der er optaget næsten 10 år senere, ikke bare er sort/hvid, men også meget mørk og dyster - sandsynligvis for at lægge sig tættere op ad handlingen (som foregår omkring slaget ved Dybbøl i 1864). To meget forskellige film - i handling og udtryk.

Fo en måned siden tog jeg i sommerhus med de to damer, Dorthe og Stine. Det var en tur, vi havde haft planlagt i lang tid, men det var FØR mit nye og ret så stressede liv begyndte, så da sommerhusturen nærmede sig, fik jeg kolde fødder og ville aflyse af både økonomiske og tidsmæssige årsager. Men DET accepterede de to iltre damer ikke, så afsted med os. Og sikke en hyggelig tur!

Jeg havde været ude og passe barn hele dagen, så vi kørte først op mod sommerhuset forholdsvis sent og var der nok ved 20-tiden. Vi lavede mad og hyggede så med skumfiduser og pejs. Og så en af mine yndlingsfilm - Tatt av kvinnen, baseret på Erlend Loes roman. Jeg har set den tusind gange, men den bliver ved med at være fin, sjov - og med detaljer, jeg ikke havde lagt mærke til før, hurra.
Og så gik jeg mere eller mindre kold. Jeg var SÅ træt, så vi gik i seng, lå og læste lidt (alle tre i samme rum - totalt hygge), og så var jeg jeg den første til at falde i søvn. Kort tid efter vågnede jeg halvt op og konstaterede en lyd. Jeg tænkte ikke ligefrem over den, konstaterede bare at den var der og faldt så i søvn igen.
MEN.
Midt i min søvn gik det op for mig, hvad det var: MUS. Der var en mus! Først lå jeg og beroligede mig selv, men jeg kunne simpelthen ikke leve med, at jeg var den eneste der lå inde med den viden, så jeg vækkede de andre (sødt af mig). Det er ikke fordi jeg er bange for mus - jeg synes bare, de er usandsynlig klamme, og jeg lå på en madras på gulvet og kunne nemt forestille mig, musen hoppe op i mit ansigt........... Så de andre lod mig komme op i dobbeltsengen til dem. Så lå jeg der lidt, indtil det gik op for mig, at jeg ikke kunne sove, og at jeg har en skør vane med at ligge og gnide mine fødder mod hinanden, og hver gang jeg ikke lige bevidst lå og lod være, så kom jeg til at gøre det igen. Så jeg kravlede ned på min madras igen og lod de andre sove i fred. Næste dag blev vi enige om, at musen ikke var i selve huset, men i panelerne og på loftet. Men den var vildt provokerende, og jeg måtte banke hårdt på en dør, før den holdt op med at gnave i træet.

Så blev det tid til en gåtur - og ligesom sidste år, så var det gråt i gråt....



Lørdag eftermiddag og aften spillede vi scrabble og læste erotiske noveller fra Tidens Kvinder op for hinanden :oD Megasjovt. Indtil jeg (igen) gik kold på sofaen. Jeg er SÅ træt for tiden og har ikke den vilde energi til alt muligt. Og det skal siges, at jeg sov MEGET bedre i sommerhus med Stine og Dorthe, end jeg gør normalt. På trods af en dum mus. Muligvis har det noget at gøre med, at jeg ikke hang på det dersens internet hele aftenen, som jeg normalt gør herhjemme hæhæ.
Det bliver spændende om der bliver nogen sommerhustur for os næste år - Dorthe har nemlig termin i dag :o) Så nu skal den store mavse snart blive til en baby.

Nå - det var den overspringshandling! Nu skal jeg have konkluderet på noget projekt. GLÆDER mig til tirsdag, når den er afleveret.

Kløver Mælkekartoner

Den anden dag, var der en blogger (jeg husker desværre ikke hvem), der blev nostalgisk af de fine norske mælkekartoner fra mejeriet Tine, og dem er jeg selv også ret glad for. I øvrigt, så er pryder Tine-logoet Erlend Loes Doppler-bog - i hvert fald den norske version. Men vi har jo også selv haft fine mælkekartoner!

Husker du Kløver Mælk? Mejeriet blev stiftet i 1971 og min barndom i 80erne havde flotte, enkle mælkekartoner prydet med en hvid kløverblomst, som på billedet.
Jeg har desværre ikke kunne finde billeder af mælkekartonerne, som jeg ellers husker var i mange flotte farver. Min favorit var den lyseblå farve, som også var letmælk og det, vi drak derhjemme. Eller, jeg gjorde ikke, for jeg kunne ikke lide mælk, da jeg var barn. Der var vist også orange (ymer) og grå (skummet).

På et tidspunkt kunne man få klistermærker med logoet i de forskellige farver.
I 1999 fusionerede Kløver med MD Foods, men de valgte at beholde Kløvernavnet på i hvert fald yoghurt.

Men apropos....

...min egen tur tilbage til tyvernes Berlin, så var jeg i forrige i bio og se filmen om en tur tilbage til tyvernes Paris, nemlig Woody Allens Midnight in Paris. Det skal lige siges, at jeg aldrig har set en Allen-film, som jeg kunne lide. Faktisk er det de færreste jeg har set til ende, og det på trods af at jeg er i total Woody Allen-segmentet. Men denne her... elskede jeg. Fjollet og banal, forudsigelig, men totalt hyggelig, sød og sjov. Og så alle referencerne til tidens kunstnere - så hyggeligt! Nanna og jeg sad og kluklo rigtig mange gange :o)

Filmplakaten i sig selv er skøn. Havde jeg lidt mere plads, så ville jeg gerne have den.

Ja, jeg blev jo så lidt forelsket i Heminway-karakteren... Mest fordi skuespilleren er røvlækker og fræk, men så var han også bare sjov med sit slåseri, hæ.

dramatiske Zelda og F. Scott Fitzgerald.

Yummy-Hemingway.

Smukke Marion Cotillard (hende som spillede Edith Piaf i Spurven).

Og endnu en favoritkarakter, Dalí, spillet af Adrien Brody, som jeg er stor fan af! Da jeg var barn, var jeg vild med Dalís billeder, og i 1995 besøgte jeg Dalí-museet i Figueres - med utroligt mange tømmermænd. Så mange at jeg måtte gå ud og kaste op. Nå, det var et lille sidespring. I filmen støder hovedpersonen tilfældigt på Dalí i en bar, ligesom så mange andre af karakterene.

Jeg glæder mig til at se filmen igen, selvom det nok først bliver, når den kommer på video. Ej ok, hvor gammel er jeg? På dvd, selvfølgelig.

Mig og tyverne

Sidste lørdag skulle jeg til den mest fantastiske fest. I Berlin. Jeg har været til den en gang før i 2007, men det er jo hundrede år siden og i mellemtiden er konceptet blevet endnu større og har bredt sig til bl.a. Hambourg. Det hedder Boheme Sauvage og er et Gesellschäfft für mondäne Unterhalltung. Med alt hvad dertil hører af drags, Burlesque strip m.m. Jeg ELSKEDE det sidst. Det er jo lige mig!

Festerne bliver holdt forskellige steder - sidst var det i en flot restaurant, men denne gang var det ude i Tiergarten i et cirkuslignende teater, Tipi am Kansleramt.

Inden festen majede jeg mig ud.
Min kusine skulle have været med mig men var gået kold efter en lang dag ved Beelitz Heilstätten og med at vente på mig i RitterSport-butikken, så jeg fik fat på Esben, der heldigvis var frisk.

Lidt perler og et pailethårbånd kan gøre meget.

Stedet var over al forventning. Festen startede først kl. 23, da der var blevet spillet Cabaret inden festen. Det er også derfor der står Kit Kat Klub over scenen på nogle af billederne.
Folk gik sindssygt meget op i deres outfits.

Drags og dans m.m.

Lidt trip tease tager ingen jo skade af.

Esben und Ich.

Ved indgangen fik vi hver udleveres 50 mio. reichsmark. Desværre kostede absint i absinth-baren 100 mio., så vi havde jo kun til ét glas. Heldivis var der roulette, så vi gik hen og fordoblede vores formus, så vi havde råd til absint. Jeg ved ikke om det var en dårlig idé. Det var enten absinten eller al den prosecco jeg drak, der gjorde at jeg blev pænt stiv :o/
Men hva - så danser man jo bare endnu bedre. Eller i hvert fald mere.

Stripperen på igen.

Aftenen endte med at jeg ved 5tiden ville hjem. Kunne ikke lige finde Esben... Indså at jeg ikke kunne gå på mine høje hæle (eller finde) fra Tierpark hen til Potsdamer Platz, hvorfra jeg kunne få en U2 hjem - så jeg ville finde en taxa. Væltede ind i en, hvad jeg troede var, en taxa. Og den søde mand kunne da godt køre mig til Prenzlauer Berg, men han var altså ikke en taxa, kunne han grinenden fortælle. Han var en af musikerne. Jeg blev så FLOV. Men fedt at jeg kunne få en lift hjem, haha.

TAK til Esben for lån af billeder.
Hvis du har lyst til at se nogle lidt mindre rystede billeder, så kan de ses HER. Læg især mærke til nummer 56 ;o) Der er flere HER.
Åh, jeg vil til den fest igen!

Angst og forår (ja)

I går faldt jeg i søvn før kl. 23. Det er anden gang i denne uge og meget mærkeligt, da jeg ellers aldrig sover før tidligst 00.30. Og skørt nok, så føler jeg mig altid trættere på morgener, hvor jeg rent faktisk har sovet 8 timer... Sidder nu og hænger med kaffe. Har lovet at tage mig af et sygt barn her til formiddag.

Hele det der Japan-noget går mig på. Både fordi jeg jo synes det er frygteligt for alle de mange stakkels mennesker, der er blevet udsat for alt for høj stråling og hvis jord nu vil være ødelagt forever. Men også fordi det gør mig bange. Lige fra jeg var barn har ting der handlede om atombomber og radioaktivitet været med i mine værste mareridt og hvert år forbereder jeg mig på første onsdag i maj ved at skrive det i min kalender og sende mig selv påmindelser, fordi den der sirene-ting gør mig helt dårlig. Drømte i øvrigt om den sirene i nat... Argh! Det må jo være opstået med Tjernobyl, men selvom jeg har otte år, da det skete, så husker jeg det ikke rigtig. Ikke sådan i detaljer, i hvert fald, men måske noget af stemningen omkring det.
Og det er jo dumt at jeg går og er bange for det... For det første, så er Japan meget langt væk og sandsynligheden for at der kommer noget stråling hen til mig er lille.For det andet, så kan jeg jo ikke gøre noget ved det, hvis det. Men det er også alle de globale ting ved det, jeg ikke kan overskue!!! Argh!!! Hvorfor bygger man også så mange atomanlæg i et land, hvor der konstant er jordskælv!? Det synes jeg ikke er særlig gennemtænkt! Nå. Nok om det. Jeg vil ikke tænke på det.

Men der er også gode ting :o) I går mødte jeg med to piger, som jeg ikke har set i lang tid - en om eftermiddagen og en om aftenen. Det ene var det måske 1 1/2 år siden jeg sidst så, og den anden var det nok 13 år siden jeg sidst så og talte med - det var sååååå hyggeligt! Gid man aldrig mistede kontakten med søde folk!

Og hvor meget jeg end afskyr fugle tæt på, så synes jeg jo det er ok på afstand og som motiv. Og uden for mit vindue er et skadepar ved at bygge en rede i mit træ. Og uanset hvor meget deres skræppen op irriterer mig (de har boet uden for mit vindue i alle de år jeg har boet her), så synes jeg, det er lidt hyggeligt at ligge og følge med i deres ihærdige arbejde. De henter grene nogle temmelig store), bukserer dem op i træet og nusser og pusser med deres komplicerede konstruktion. Det føles meget forårsagtigt og rart og jeg kan blive helt rørt ;o) Ligesom da jeg ved skumring den anden dag hørte solsikken - det er nok min yndlingslyd i verden og jeg blev opfyldt af varme og nostalgi. Gamle romantiske mig, altså!

Nå, det var jo lige det syge barn jeg skulle kigge efter... Og så vil jeg prøve at køre forbi et sted med det gamle kamera, som min far fandt til mig sidste år. Jeg vil se om det virker - og i så fald hvordan. Jeg har en stærk trang efter at tage analoge billeder i øjeblikket!

Hav en god dag derude!

Dagens mand i sort/hvid

Albert Camus, 1944.
Billedet er taget af Henri Cartier-Bresson.

Jeg har lånt billedet fra dette blogindlæg og kan anbefale at du tjekker resten af indlægget ud, som viser flere af Cartier-Bressons fantastiske billeder og har en mindre beskrivelse af hans arbejde.

Jeg elsker især billedet af parret i toget. Jeg synes, Cartier-Bresson er eminent til at fange stemninger. Se lige blikket i Camus' øjne! Jeg gad godt være sådan en fotograf. Men jeg synes, det er svært at fotografere mennesker... De bevæger sig og bliver lynhurtigt bevidste om kameraets tilstædeværelse. Det vil jeg gerne øve mig på. Og lade mig inspirere af Cartier-Bresson :o)

"In photography, the smallest thing can be a great subject." – Henri Cartier-Bresson

Sort Spejl

I aftes var Nanna og jeg til Late Night-arrangement i Cinemateket, hvor de viste Arcade Fire-filmen Miroir Noir.

Den var vildt fed, og man fik så herremeget lyst til at skulle til Arcade Fire-koncert, haha.
De er er nok i virkeligheden et af mine yndlings nyere bands. Jeg ELSKER den energi der er i musikken, forsangerens stemme, violin-pigerne.

Jeg kan tydligvis huske første gang jeg hørte dem. Det var inde på Universitetsradioen, hvor Nanna og jeg skulle være værter sammen og jeg led frygtelig meget af ulykkelig kærlighed. Jeg tror det må have været i september 2005, og Nanna sagde "Vi skal spille Arcade Fire, kender du dem? De er canadiske og har lavet et album der hedder Funeral", og så spillede vi nummere Haiti.

Jeg har desværre kun hørt dem live EN gang - og det var på Roskilde i 2007, regn-året. Hele ugen var gået med regn og torsdag, hvor festivalen skulle åbne, sad jeg nede i lejren sammen med de andre og bandede og svovlede over vejret. Men så blev det endelig tid til at komme ind på pladsen og vi gik i samlet flok ned til Grøn Scene og stod oppe foran og hørte et brag en Arcade Fire-koncert. Damn, det var fedt!

Da jeg i efteråret mødte min daværende kæreste, Jonas, kan jeg huske, at han skulle til Arcade Fire, næsten lige da vi var begyndt at skrive sammen på Elitedaters, og jeg sagde, at han skulle sende mig en tanke, år de spillede min yndlingssang, den hvor de synger HEY! (No cars go).

Åh, jeg gad godt, at de skulle spille på Roskilde igen - hvor kunne det bare være fedt!!!!

Nå, nu venter dagens træning, og bagefter skal jeg hjem og pakke lidt sager. Tager nemlig hjem til mine forældre resten af weekenden, hvor jeg har tænkt mig at lave fødselsdagsmiddag og spille en masse Kinect. Maria kommer også til fødselsdagsmiddag i morgen.

Hav en dejlig weekend, du som læser med! Møs.

I går havde jeg inviteret Hannah ind og se Far til Fire i byen i Cinemateket. Jeg havde lidt ventet at hun allerede havde set filmen, men det havde hun ikke. Ikke en eneste Far til Fire-film. Men hun kendte dog til Lille-Per, for det er ham med Julebal i Nisseland.

Jeg synes Far til Fire-film er megasjove. Mest fordi det er så rædselsfuldt og klichéagtigt og med helt frygtelig dårligt skuespil, men også fordi jeg synes det er sjovt at høre den måde der bliver talt på i dem, og fordi Søs (Birgitte Price) har sådan noget fint tøj på og er så smuk.

Hannah var, som ventet, ikke særligt imponeret, men hun hyggede sig vist meget godt alligevel (nok mest fordi jeg havde udstyret hende med en stor pose slik).

Efter filmen gik vi tur i sneen....

Og så på Café - Folkekirkens Nødhjælps Fisk-butik i Nørregade, hvor vi fandt os sådan et fint hjørne med masser af puder. Vi fik begge en masse grine- og fjolleanfald. Fx Hannah spiste ren flødeskum mens hun hylede af grin. Eller da hun sad meget koncentreret og drak af sin kakao og jeg ikke kunne ny mig for at stikke mit fjæs helt op i hendes hovede, iført et par meget, meget grimme briller. Hannah brød helt sammen og fik lidt kakao ned ad sig, ups.

Til slut mit favoritbillede... Hannah i sneen.

I aften skal du se film

I aften kl. 21 viser DRk Søren Faulis De Skrigende Halse, som er med bl.a Søren Pilmark, Thomas Bo Larsen, Martin Brygmann og Sofie Gråbøl :o)

Jeg Elsker den film, den er så morsom - fantastiske karakterer.

Den minder mig om de gode gamle dage med Det Elektriske Barometer, ren nostalgi..

Back to 1991

Du tror måske ikke på det, men hvis jeg tog det outfit på i dag, som jeg havde på til min første hal-fest i 1991 - så ville jeg faktisk være ret så moderne!

Jeg har i Polyvore prøvet at genskabe dét og stemningen fra den særlige aften. Glem ikke at sætte soundtracket til at spille!

Første Fest by NataschaKbh featuring Converse shoes

Skoene skulle altså have været bordeaux, men det havde de ikke lige på Polyvore... Jeg havde enten dem eller grønne gårdsangersko på - begge dele er ultrahippe i dag.

Og.... her var den!

Pixibøger

Åh, nu blev jeg supernostalgisk ved tanken om Pixibøger! Jeg havde en hel gul plastik-trådkurv fyldt med dem. Jeg fandt lige en hjemmeside, hvor de havde listet en masse af de allerældste Pixibøger, som er fra 1954. Her er nogle af mine yndlings:

Denne her mener jeg handlede om at den lille killing altid suttede på tommelfinger til sin mors store ærgrelse. Hun prøvede alt muligt for at få ham til at holde op, fx at dyppe den i stærk sennep og give ham en ulden vante på. Om det lykkedes til sidst, husker jeg ikke... Jeg tror faktisk min mor har den der hjemme, fundet på et loppemarked.


Denne her handlede om bamses picnic. Selve historien husker jeg ikke, men jeg kan huske, at jeg elskede tegningerne. Figurene havde sådan nogle dejlige, røde kinder, og det som var i madkurven så så indbydende ud :o)

Jeg kan egentlig ikke huske ret meget om denne her. Faktisk intet andet end forsidebilledet, som jeg syntes var meget fantasiæggende med den hjemmelavede fiskestang og gabende støvle.

Denne her elskede jeg!!! Igen husker jeg intet om handlingen. Men se lige de søde mus - de er da for nuttede!

Den her handlede om en lille pige som fik denne nuttede hvalp. Og noget med at den voksede... og voksede sig ud af sin kurv. Og måske fik den til sidst nogle små hvalpe som kunne ligge i kurven.

Jeg elsker de bøger... Og jeg mener faktisk at jeg selv har fundet et par af de gamle på loppemarked, men lige umiddelbart kan jeg ikke finde dem. Men der var jo også "Den lille blå dreng", "her kommer hunden" og "Den blå paraply". Jeg leder videre efter billede af den.