Dagens mand i sort/hvid

Det er tirsdag. Ugen er kun lige begyndt, og jeg er allerede træt og ser frem til weekenden. Så skulle vi ikke lige tage et skud lækker mand? Det tror jeg nok, vi skal!

I anledning af Game of Thrones 6. Sæson, som startede i går, er dagens mand i sort/hvid Daenerys elsker Daario, i virkeligheden kaldet Michiel Huismann. Glem alt om Jon Snow, jeg synes helt klart, at ham her er seriens lækreste godte - synes du ikke?

Som snydt ud af næsen....

Jamen, så se da selv!!!!!

Owen

Dennis

Dennis

Owen

De LIGNER sgu da hinanden hel vildt!
I øvrigt en mærkelig mani, jeg har. Med alt folk absolut skal ligne nogen andre... Ewan McGregor ligner Christopher Plummer, Nanna ligner Mischa Barton, Maria ligner Shirley Temple, Linda minder mig om Gwyneth Paltrow, Marie om Charlotte Gainsbourg, Lise Rønnes minder mig en bitte smule om Audrey Hepburn. Hvorfor kan jeg ikke bare lade folk se ud som de gør? Jeg finder altid på nogen, som jeg synes, de ligner.

En ikke-romantisk historie

Da jeg var i Paris i sidste weekend og tullede rundt i Montmartre, havde min veninde Trine anbefalet mig et sted at spise, og da jeg generelt går stærkt ind for personlige anbefalinger frem for at lade tilfældet råde, fandt jeg frem til stedet, som lå et godt stykke oppe mod Sacre Coeur på en lille sidevej. Men jeg var lidt forud for Paris-tid, for der var ikke et øje på restauranten. Jeg besluttede mig for at finde en hyggelig café og sneg mig ind på en vældig hyggelig bar. Meget lokal. Man kunne se, at folk kendte hinanden, og bartenderne sludrede med kunderne og hjalp dem med kryds og tværser. Jeg drak vin af små glas og skrev i min dagbog.

Jeg havde sidder der i lidt tid, da jeg fik øje på en vældig cute og ung fyr, der sad alene ved et bord med sin øl. Jeg kom til at skubbe til en lampe, og fyren kiggede op. Og så kom han over og spurgte om han måtte sætte sig.

Jamen altså. Lyder det ikke som starten på en film i stil med Before Sunrise? Jeg var så bare OVERHOVED IKKE in the mood til et lille fransk eventyr. Uromantisk som jeg er, så tænkte jeg bare på, at jeg snart skulle op og spise på det sted, jeg var blevet anbefalet...Og på den fyr, som jeg lidt ser og synes er sød. Så efter halvanden time på spontan "date" lavede jeg snigeren og undskyldte mig med, at jeg skulle mødes med venner og nu altså var nødt til at finde ned til en metro. Hvilket jo faktisk var den modsatte retning af, hvor jeg i virkeligheden skulle hen, for restauranten lå jo op ad bakken. Så jeg måtte lige lave en fin lille omvej, men fandt op til spisestedet - blot for at opdage, at der nu var fyldt op, og at jeg ikke kunne få et bord i aften. Æv. Så travede jeg rundt og fandt ved et tilfælde et sted, der så endnu hyggeligere ud end det første, men ak - heller ikke her var der bord. Gik en tur mere på tyve minutters tid, vendte tilbage og fik så et bord. Et dejligt sted med dejlig mad og en hund, der lå og sov trygt på gulvet. Det restaurant kommer der et indlæg om senere...

Rødt! Pt. 1.

Her i aften påtænker jeg at farve mit hår rødt. Jeg har haft denne ultrarøde hårfarve liggende i over et år men aldrig fået mig taget sammen til at bruge den. Og lige i øjeblikket går mine grå stænk mig temmelig meget på, så nu skal det være!

Farven hedder Hypnotic Red.

Sandsynligvis ender jeg med at blive svært skuffet, for der er kun én måde at farve mit meget mørke hår rødt på - ved at afblege det først. Men med nogle års mellemrum prøver jeg naivt igen. Jeg kan dog ikke huske, om jeg nogensinde før har prøvet liiiiige præcis denne her røde, så MÅSKE! Vender tilbage, når jeg har farvet...

.... I øvrigt, så ved jeg godt, at jeg var supernederen sådan at nævne en date som en slags teaser, for så aldrig vende tilbage til det igen. Men. Det vil jeg nu stadig undlade. Så UNDSKYLD ;o)

Dagen i dag er gået med 5 timers workshop i Lindy Hop - det var ret sjovt, men det er lidt nederen, at jeg ikke kan starte på selve undervisningen i morgen, som det ellers er meningen, fordi jeg går til Solo Charleston på det tidspunkt. I samme forening. Synes, det er lidt utjekket, at de har lagt det på samme tid, men det er vist bare bad luck. Har tænkt mig at skrive en mail og høre, om der ikke er noget at gøre, så jeg i stedet kan komme på næste begynderkursus. Det var ret udfordrende - jeg har aldrig prøvet pardans før, og det var næsten umuligt for mig at lade mig føre... Hvad kan jeg sige?? Jeg kan vel ikke gøre for, at jeg er en selvstændig kvinde ;o) Er sgu ikke vant til at skulle trækkes rundt i manegen på den måde. Prøver at se det fra den lyse side...
Efter workshoppen smuttede jeg på lynvisit hos en sød én og cyklede så ud til Stine, der havde lovet at printe nogle papirer for mig. Det var den dag!

Ser frem til den kommende uge, ikke mindst i morgen, der byder på sjove ting på job.
Og tirsdag glæder jeg mig også rigtig meget til :o)

Mit humør er lidt skørt for tiden. Meget op og ned. Det ene øjeblik er jeg i supergodt humør og vildt glad. Det næste er jeg trist og usikker på alt - dog mest mig selv. Men så bliver jeg pludselig halveuforisk! Og så bliver jeg glad igen. Måske er jeg bare præmenstruel ;o)

Vender tilbage med update på hårsituationen.......

Seperated at birth?

Sad og stenede Sound of Music i dag, og så slog det mig....

Ligner de to pæne herrer egentlig ikke hinanden bare en LILLE smule?

Watt-Boolsen & Reenberg

Glædelig jul, alle folk - jeg håber, I har fået gode gaver og spist en masse skøn julemad. Da vi kun var 4 til at fejre jul i det lille hjem, og da min far ikke kan så meget og vi andre er luddovne, foregik alting i et adstadigt tempo. Og alligevel var vi færdige med det hele mange timer før end vi plejede. Derfor fik jeg mulighed for at stene lidt til den danske film Qivitoq fra 1956, som DR viste. Det var faktisk en rigtig fin film med Poul Reichart og Astrid Vi-hvad-pokker-hedder-hun-nu i hovedrollerne. Men den store overraskelse for mig var, at Bjørn Watt-Boolsen, bedst kendt som Oberst Hackel i Matador, sgu var et skår i 1956!!! DESVÆRRE var det umuligt at finde et godt billede af ham, hvor hans ekstremt flotte øjne kom til sin ret, men her er et billede fra filmen - sammen med en ung Kirsten Rolfes, aka Fru Drusse.


Hvilket minder mig om, at jeg forrige uge genså filmatiseringen af Herman Bangs Tine sammen med min 10. klasse - hvor jeg blev mindet om, hvor fin Jørgen Reenberg var i sine unge dage. IGEN har jeg ikke kunne finde et retfærdiggørende billede, og i Tine er han faktisk ikke vildt ung (han er vistnok født i 1925 og filmen er fra 1964), MEN altafgørende er måske nok, at han har skæg i filmen, wrauw.
På billeder, hor han er yngre, ser han faktisk lidt for pussenusset ud, dog med et lille twist af noget James Dean. I like! Første gang jeg så Reenberg, var da han spillede Lærer Winther i Flemming og Kvik fra 1960 - en film jeg kunne se igen og igen og igen, da jeg var barn.

Jeg synes, at de to herrer her er meget sødere end dem der ellers var tidens sexsymboler, nemlig Ib Mossin (Iiiivvv!), Ebbe Langberg og Poul Reichardt. Og hvad kan jeg sige.... Jeg kan bare godt lide skæg.

I øvrigt sjovt med de to nævnte film, Qivitoq og Tine. Den første er en storfilm fra 1956 med smukke, storladne billeder af det grønlandske landskab, mens den næste, der er optaget næsten 10 år senere, ikke bare er sort/hvid, men også meget mørk og dyster - sandsynligvis for at lægge sig tættere op ad handlingen (som foregår omkring slaget ved Dybbøl i 1864). To meget forskellige film - i handling og udtryk.

Min værste date

Efter at have læst og grinet af denne her blog, hvor konceptet er, at skribenten er træt af sin evige singlestatus og angst over for dates og derfor giver sig selv udfordringen at gå på én date hver eneste uge i et år, fik jeg lyst til at skrive om min dårligste date ever.

Historien er ikke ny, men foregik i påsken, hvor jeg lige udnyttede helligdagene og tog to dates i rap. Den første gik mere eller mindre fint, men jeg var ikke interesseret i fyren. Derfor var jeg ret spændt på den anden date, som var med journalisten Martin. Vi havde haft skrevet lidt sammen på nettet og aftalt en date, som jeg så var nødt til at aflyse fordi jeg på det tidspunkt var lidt ophængt. Men vi havde en back up-date i baghånden, som han så aflyste, fordi han skulle til Berlin. Derefter troede jeg, at det var løbet ud i sandet, men pludselig skrev han og spurgte, om vi skulle mødes. Han foreslog selv, at vi tog i Dyrehaven og gik en tur og på Bakken, fordi det var så folkeligt og lidt kikset, hvilket kunne være lidt sjovt.

Jeg var skeptisk. Mest fordi det hurtigt kunne blive en meget lang date, når man også skal følges derop (og jeg er ellers mester i marathonlange dates - men alligevel), men Stine syntes bestemt, at det var et kreativt og dermed positivt forslag, så jeg sagde "ja tak".

Daten begyndte med at jeg fik en sms om at han var forsinket, da jeg stod på Østerport station og ventede. Da han dukkede op, kom han hen og GAV MIG HÅNDEN og præsenterede sig - uden så meget som at smile. Det var en anelse akavet og formelt, men jeg tænkte, at han måske bare var lidt nervøs... Vi fandt et tog og satte os ind, hvorefter jeg prøvede på at få en samtale i gang. Det var mere eller mindre umuligt. Til gengæld sad han og gabte uafbrudt, så jeg spurgte om han måske havde været i byen aftenen før? Nej, det havde han ikke, sagde han, hvorefter samtalen igen stoppede.

Da vi tyve minutter efter stod af toget i Klampenborg, var jeg allerede træt. Men, tænkte jeg, nogle gange er det lettere at få en samtale i gang, når man går lidt rundt og kan snakke om de ting, man møder på vejen. Det gjorde jeg så. Så godt jeg kunne, men manden svarede udelukkende med enstavelsesord og bragte aldrig nogensinde selv et emne på banen. Det var tortur! Jo, på et tidspunkt sagde han lidt mere end ja og nej. Det var, da emnet var faldet på hele datingkonceptet. For første gang spurgte han mig om noget. Om jeg havde været på mange dates. Jeg svarede, og derefter sagde han, at han selv havde været på en del, nogle hvor han havde set dem et par gange, nogle hvor han havde set dem lidt mere. Jeg havde lyst til at skrige "HVORDAN, når du ikke kan føre en samtale?!?", men holdt mig i skindet.

Efter at have travet lidt rundt og set på hjorte, og uden at han havde smilet én eneste gang, kom vi til selve Bakken, og jeg tænkte "YES! så skal vi have øl, som vi har aftalt! Måske bliver han lidt sjovere med alkohol i blodet". Journalisten lagde ud med at købe en stor is, som han spiste meget hurtigt... hvorefter han fik mavepine og gik og ømmede sig, mens han holdt på sin mave. Da vi kom til et ølsted, spurgte jeg, om vi ikke skulle gå ind og drikke en øl, men nej, han havde jo ondt i maven, så det havde han ikke lyst til. Derefter gav jeg op. Og begyndt at lede turen tilbage mod stationen. Det var jo frygteligt! Og det værste var, at jeg slet ikke kunne udholde tanken om at skulle følges med ham hjem i toget. Men lidt svært, når man står i Klampenborg og begge skal tilbage til Østerport station. Da vi ventede på stationen, måtte jeg endda gå hen og købe en is for at vinde tid væk fra dette helt ekstremt kedelige menneske. Og på turen hjem gad jeg bare ikke at prøve mere. Jeg var udtømt for emner, og han gjorde jo ligesom ikke noget for sagen.

Vi sagde farvel og har, nok ikke overraskende, ikke haft kontakt siden.

Jeg syntes bare, at han var sådan en nar! Jeg mener, når man indlader sig på at gå på date, så er det sgu også ens god-damn-pligt i det mindste at udvise en vis høflighed mens man er på den, og som det mindste PRØVE på at samtale. Og manden er journalist, så han burde jo have ordet i sin magt! Og det kan da godt være, at han blev skuffet, da han så mig, men han selv var temmelig utiltrækkende, og jeg kunne da godt finde ud af at prøve på at få det til at fungere.

Den har helt klart førstepladsen på min top ti over dårlige dates. Og heldigvis er jeg så heldig, at det slet ikke er en top ti, men en top to - for i virkeligheden har jeg nok været temmelig heldig med mine dates. For selvom det sjældent har ført til mere, så har jeg stort set kun været på date med søde og interessante mænd, som jeg har hygget mig med - i det mindste i de timer, som daten har varet. Og det er jo altid hyggeligt, at tale med søde sjove og interessante mænd, selvom det måske ikke lige fører romantik med sig.

Åh, jeg burde få et liv...

... har her til aften overspringshandlet for at slippe for at sove (fordi det så snart bliver morgen og jeg skal passe barn heeeeele dagen, hvilket jeg ikke gider) med at tjekke alle min ekskærester, -elskere, -flirts og -ulykkelige kærligheder ud for at konstatere at de alle sammen er blevet utroligt grimme med alderen. Og jeg finder en alt for stor tilfredsstillelse ved at konstatere at det er sådan. HA HA. Og jeg mener EKSTREMT grimme. Især min første kæreste, der nu ligner Onslow og ham min verdensomvæltende norske fling, som jeg syntes var den smukkeste mand i verden. Hæ.

Ja, det er måske nok ikke et af mine mest flatterende træk, at jeg sådan sidder og griner af dem, men hvis de så billeder af mig, ville de sgu nok tænke det samme om mig - godt jeg ikke endte med hende!

Så slap dog af, mænd

Kom i går hjem fra festival - en sjov, fantastisk og hyggelig tur, men mere om det senere...

Lige nu sidder jeg på sofaen med dyne og kaffe. Er åbenbart blevet enormt forkølet af det der festival. Og så kan man jo liiiige kigge lidt på den der datingside, som man stadig har ni dages medlemskab tilbage af. Har lige været lidt kærestesyg de sidste par uger. Men altså.

Er det bare mig, eller har mænd ikke bare ALT for høje for forventninger? Til livet. Til kærligheden. Kom forbi en profil på en fyr, som mente, at livet skulle være lidt ligesom et Indiana Jones-eventyr. Øhm, godt så. Mindre kan vel gøre det (og jeg vil gerne leve mit liv uden at falde i pyramider fyldt med slanger eller med risiko for at få flået mit hjerte ud i Indien... Trods alt).

En anden skrev: " jeg er også enormt glad for mit krævende job, mine venner, livet i København, min pejs, mit nye kunst-køb, rødvin, Paul Smith skjorter, boksetræning, damer og drinks". Det er bare så... åh, så "jeg lever det perfekte liv". Og så tager de ALTID på skiferier. Og løber marathon.

Kan i øvrigt slet ikke have mænd, der bruger udtrykket "mega-grineren", ligesom mænd, der selv synes, at de er "en rigtig drengerøv". Synes simpelthen det er så smagsløst, når de skriver det. Det er sådan lidt en kæk omskrivning af at de godt kan lide at se fodbold og tage til til Sunny Beach og vise deres brune krop frem - sagt på en måde, som de tror, kvinder finder charmerende. Gør jeg not.

Hvorfor kan mænd ikke bare slappe lidt af...

Angående dét der Oscar...

...så så jeg det ikke den anden nat. For jeg synes altid, at jeg sidder og korser mig lidt, når jeg ser det. Det er sååååååå amerikansk på den dårlige måde... Men dermed ikke sagt, at jeg vil gå glip af noget - så jeg så det meste af sammendraget på DR2 dagen efter :o) Selvom jeg havde set kjolerne på nettet, så vil jeg jo gerne lige se dem live. Men jeg synes nu ikke at de var særligt spændende. Måske laver jeg et indlæg om dem, måske ikke - men det er i hvert fald ikke DET, det her indlæg skal handle om.

Næ, det skal handle om Kirk Douglas! Hvor FREAKY er han lige at se på??? Jeg havde mareridt om ham i nat efter at have set ham i showet. For det første : manden kunne jo dårligt nok kravle ind på scenen og ar desuden nærmest uforståelig. Men det var ikke det værste. Det værste er sgu at se på hans ansigt og dermed alle de operationer, den mand har gennemgået.
Hans næse minder jo allermest om Michael Jacksons! Nu aner jeg ikke hvor gammel manden er.... men det kan jeg jo bare slå op, selvfølgelig. Det gør jeg lige...
Okay, Kirk Douglas er 94 år - han er altså TUDSEGAMMEL. Så ER det altså på sin plads med rynker. Det ser da vildt uhyggeligt ud, at hans ansigt er trukket ud på den måde!!!! Ej, hvor herre bevares altså. Et eller andet sted.... Så synes jeg bare ikke at det er værdigt.

Udover det, så kan jeg slet ikke have de der dårlige jokes om deltagerne, som værterne kaster om sig med, og som publikum pligtskyldigt sidder og griner af, selvom de på ingen måde er sjove. Det er SÅ pinligt, ikke mindste de gange, hvor publikum ikke en gang griner af dem, og de ligesom bare bliver hængende i luften. Specielt indledningssketchen, hvor de to værter James Franco og Anne Hathaway gik ind i de mest populære af de nominerede film var tænderskærende pinlig. i det hele taget så var de to værter helt off. Gang på gang kigger jeg på Anne Hathaway og tænker, at egentlig er hun jo meget køn - men så er det, at jeg slet ikke kan abstrahere fra hvor lallet og hysterisk hun er! Og i showet var hun da direkte skabet! Men James Franco virkede som om han var på stoffer... Men dog mere afdæmpet :o)

MEN NÅR DET ER SAGT! Så synes jeg jo, at det er meget hyggeligt at se på kjolerne, og jeg istemmer mig da i koret (hedder det sådan?) der synes, det var SKØNT at Susanne Bier vant den pris. Og hvor hun sød og nervøs, da hun modtog den :o) Og så smuk! Damen er altså 50, men ser helt naturlig og pæn ud, helt uden alle mulige mærkelige operationer. Tillykke til hende :o)

Tillykke Mr. Presley

I dag ville Elvis have fyldt år - hurra for ham!
Jeg synes, han var cutest i armyperioden. Og IKKE fordi han er i uniform (kun lidt), men se lige hans ansigt og de sovekammerøjne ;o)

Dagens mand i sort/hvid

John Hamm

??

Synes altså, det er lidt syret, når en mand som jeg var på date med i januar proklamerer at han skal være far til en pige til april - hvor hurtigt er det liiiiiiiiige at denne her datingkarrousel kører?? Hurtigt nok til at jeg får kvalme.

Tilbagevendende!

Skulle vi da aldrig have en lækker mand i sort/hvid? Jo, det tror jeg da liiiige vi skal! OG fordi jeg ikke kan huske om jeg allerede har postet det her billede af skønne Paul Newman, så tager vi to - meget forskellige mænd. Jeg giver jeg Paul Newman & Robert Pattison!

Mums!

Mænd og bamser

Jeg læste artiklen Hver fjerde mand rejser med sin bamse på Ekstra Bladet i dag, og undrer mig over følgende sætning:

"Hver tiende af singlerne siger, at de gemmer bamsen, når en kæreste overnatter hos dem"

Jeg synes, det er forvirrende, at man både kan være single og samtidig have en kæreste. Det vender ligesom op og ned på mine relationsbegreber, tsk tsk.

Til gengæld undrer det mig ikke at mændene rejser med deres bamser. Det bestyrker bare min teori om at mange mænd er skrækslagne ved tanken om at være alene - og ofte kun er sammen med deres kærester, fordi de ikke tør være alene. Selv når de rejser, er de nødt til at have en sutteklud med sig.

I øvrigt så jeg på et tidspunkt en mand, der havde tre bamser på sin seng, og hver gang jeg var der, lavede han stemmer til Mumifar-bamsen, der tilsyneladende blev jaloux over at jeg indtog sengen. Øh. FREAK.

Kryds lige fingre for, at ham den pæne svensker, der umiddelbart ser ud til at være til festen uden kæreste, skal være min bordherre ;o)

Sådan er det bare!

Da jeg i går sad på Dyrehaven med en pige, som jeg holdt et møde med, udbrød hun pludselig helt spontant : "Gud, hvor er der egentlig mange pæne mænd her!"

Hæhæ! Det er jo lige det jeg siger!!!

Indsigt

Jeg tror, man sit stille sind må indse, at man bare ikke rigtig er interesseret i fyren, når man har aflyst date, fordi man hellere ville være hjemme og læse en bog, tage til yoga og bage muffins.

De tre største hits i mit liv lige nu

Jeg stener en del herhjemme i øjeblikket. Ligger med mit nye mormor-firkantstæppe, som min mor har hæklet - jeg siger dig, det er enormt!! Men hvad underholder jeg så mig selv med???
Her følger min top-tre:

1. Arcade Fires The Surburb.
Jeg elsker det. Det er sød musik i mine ører. Og coveret er også smukt.

2. Don Rosas Scroogefortællinger på nettet! Jeg har altid elsker eventyrerne om Scrooge, der rejser rundt i verden - ikke mindst historierne om Scrooges unge liv.

Her kan du finde ikke mindre end 86 af Don Rosas fantastiske tegneserier.
Men vogt jer for dette afsnit - Det er så ondt og ærligt, men virkelig det afsnit, hvor scrooge rammer bunden og man ser hans relationer falde fra hinanden. Jeg sad næsten og græd, da jeg genlæste det i går :o(

3. Mænd i Sort/hvid.
Ja, det er en klassiker for mig, jeg ved det! Og én af favoritterne er Gregory Peck, men efter at Dorthe og jeg så Det Tårnhøje Helvede i Cinemateket lørdag aften (Tre timer med brand og død i et meget højt hus), så er Paul Newman også kommet op på listen. Og til dels Steve McQueen i hans unge dage. Jeff Buckley kan også anbefales. Nulevende mænd og også GANSKE fine i sort/hvid, skulle jeg hilse og sige.

Nå. Der er noget træning, der skal overståes.

Jeg undres....

Hvordan kan det være, at der er 10 lækre mænd på café Dyrehaven en tilfældig formiddag - men aldrig én eneste på datingsiden?????