Det skal ingen hemmelighed være, at jeg ikke er stor fan af fugle. For det første synes jeg, de er ulækre, sådan på linje med rotter. De er også uhyggelige og er
jo trods alt dinosaure med fjer på. Og så har jeg haft en meget traumatisk fugleoplevelse ude ved staden. En søndag eftermiddag. Høj sol og en øl på skrænten med gode veninder. Her sidder jeg og slapper af, intetanende om hvad jeg er på nippet til at opleve. Pludselig ser jeg noget ud af øjenkrogen - noget der styrer direkte imod mig. Det var en fugl. Ikke ligefrem en svane, men en spurveagtig tingest, der tydeligvis havde indåndet lidt mange sjove ting derude på staden, for den var klart på afveje. Jeg forsøger naturligvis at undgå det uværgelige - en kollision - så jeg skriger og vælter ned på stien bagved mig.
Da jeg tror at faren er ovre, rejser jeg mig op. Mine veninder er naturligvis ved at lade livet af latter, men hvad værre er - de griner så meget, at jeg ikke kan forstå hvad det er, de prøver på at sige til mig.
"Hiihihihihihihde-e-e-e-nhihihihiisid-derhihihihih-stad-a-a-a-dighihhihihi-pådig!!!!". Fuglen sad simpelthen og puttede sig ind til min hals, som om den havde tænkt sig at bygge redde i mit hår!
Efter lidt skrigeri og basken med armene tumlede den dog videre.
SÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅ klamt!!!!
Efter sådan en oplevelse er det meget ironiske at jeg i halvandet år var kæreste med en mand ved navn Vogel til efternavn.
For nylig lå jeg så søvnløs en nat og fik uforvaret tændt for en tysk Hitchcock-inspireret film om krager, "De sorte Fugle". ÆKEL film, som jeg naturligvis ikke kunne dy mig for at se. ung, gravid dyrlæge får nys om at kragerne i Berlins omegn er begyndt at opføre sig sært - de går løs på forsvarsløse kalve og er yderst aggressive. Hvilket hovedpersonen selv må sande, da hun holder grillfest og en flok krager på snedigste vis får afledt selskabet for derefter at gå amok på al den rå kød. Meget mystisk. Ingen tager naturligvis den gravide kvinde seriøst, så hun må tage sagen i egen hånd. Det viser sig så, at en forsker, der nu er død, har eksperimenteret med en flok krager, for at gøre dem mere intilligente. En lille bivirkning er så, at de også er blevet ekstremt aggressive, lutter kødspisende og er i stand til at værge andre krager som en slags lejesoldater.
Samfundet må snart tage den gravide lidt mere seriøst, da kragerne går amok i Tier Garten, stjæler kød og angriber sommergæsterne. Ren kaos.
Filmen var på ingen måde god, men for mig var den yderst rædselsvækkende - og der var rigtig mange nærbilleder af de ækle dyr, hvilket i sig selv er frygtindgydende for mig. Filmens bedste scene var klart, da hovedpersonen finder den lade, hvor kragerne gemmer deres rede. Hun kommer lidt for tæt på en rede og krage-moderen sætter af for at angribe hende. Men hovedpersonen når at samle et brædt op og slår til kragen som var den en base ball - ET NUL TIL GRAVID DYRLÆGE! Men herefter følger det bedste! Krage-vennerne bliver selvfølgelig vrede på på krage-baskeren og letter i stort antal og forfølger hende ud af laden - hun når liiiiiige at smække døren i inden de når hende, og på bedste tegnefilmsmanér hamrer krage-næbbene ind i den sprøde trædør, så de går igennem på den anden side og de sidder fast som tegnestifter. SÅ morsom scene!
Men siden jeg så den film har jeg haft en endnu mere anstrengt forhold til lyden af krager.
Min angst for fugle har også altid gjort, at jeg har været meget fascineret af hejremanden. Hejren er den ultimativt klammeste fugl (sammen med skarven). Læg mærke til den skumle udseende. Den sidder der, helt stille og med skuldrene trukket op omkring sig. Lange tynde ben. Den er ikke til at stole på.
Og alligevel har de en ven - nemlig hejremanden! Går man gennem Frederiksberg have, så kan man ofte støde på ham, naturligvis altid med en stribe hejre i hælenen. Og i går fandt jeg ud af at hejremanden har sin egen hjemmeside! Jeg må indrømme at jeg altid har troet at han var en mærkelig tosse, men han lyder bare så sød på den hjemmeside, hvor han fortæller mere eller mindre utrolige historier om sine hejre. De kender ham, han kan kalde på dem, og de venter ofte på ham. Ja, faktisk fortæller han på hjemmesiden og den gang han inviterede dem til fødselsdag. De skulle bare møde op ved indgangen til Frederiksberg Have kl,. 16.30 og fortælle de videre til deres venner - så skulle han nok møde op med et festmåltid af sild. Og klokken 16.30 stod han der - og blev mødt af ikke mindre end 31 feststemte hejre.
Læs flere historier på
Hejremandens egen hjemmeside!Den anden dag spurgte min veninde mig, om jeg nogensinde bliver flov, når jeg dukker mig for duerne. "Øh, næ, det gør jeg vist ikke", svarede jeg. Og det på trods af at jeg ofte også skriger.
Men det gjorde hun, og jeg var ved at dø af grin, da hun fortalte at hun altid laver den samme bevægelse flere gange, når det sker, så det ser ud som om det er meningen - fx lader hun som om hun er ved at ordne noget på sin cykel, ha ha.
En anden veninde - og det kan godt være at jeg husker forkert, og at det i virkeligheden er ønsketænkning - kom en gang cyklende inde omkring rådhuspladsen, da en dum due fik viklet sig ind i hendes hjul! Klam oplevelse i sig selv, men som om det ikke skulle være nok, så stillede en tosse sig op og skreg "DUEMORDER" efter hende! Ja ja, en død due er en god due...
Dog er jeg tilbøjelig til at have lidt respekt for den papegøje som min veninde Maria af og til passer. Poppe er 51 år gammel og ejet af et lesbisk par. Som følge heraf HADER den mænd! Se, det er en sej fugl! Da vi den anden dag sad et par piger og snakkede, sagde min veninde noget i retning af "Ej, hvor sjovt, at du lige...." Hvortil Poppe giver sit besyv med et højt og klart HAHAHA! Ja ja, der var lige én der fulgte med i samtalen...
Nok om fugle! I hvert fald for nu.
For at deltage skal du surfe ind forbi Lines Facebook-side og kigge i hendes fotoalbum, finde de øreringe du bedst kan lide og fortælle mig, hvilke det er (gerne med link) i en kommentar til det her indlæg. Vupti!
