Angst og forår (ja)

I går faldt jeg i søvn før kl. 23. Det er anden gang i denne uge og meget mærkeligt, da jeg ellers aldrig sover før tidligst 00.30. Og skørt nok, så føler jeg mig altid trættere på morgener, hvor jeg rent faktisk har sovet 8 timer... Sidder nu og hænger med kaffe. Har lovet at tage mig af et sygt barn her til formiddag.

Hele det der Japan-noget går mig på. Både fordi jeg jo synes det er frygteligt for alle de mange stakkels mennesker, der er blevet udsat for alt for høj stråling og hvis jord nu vil være ødelagt forever. Men også fordi det gør mig bange. Lige fra jeg var barn har ting der handlede om atombomber og radioaktivitet været med i mine værste mareridt og hvert år forbereder jeg mig på første onsdag i maj ved at skrive det i min kalender og sende mig selv påmindelser, fordi den der sirene-ting gør mig helt dårlig. Drømte i øvrigt om den sirene i nat... Argh! Det må jo være opstået med Tjernobyl, men selvom jeg har otte år, da det skete, så husker jeg det ikke rigtig. Ikke sådan i detaljer, i hvert fald, men måske noget af stemningen omkring det.
Og det er jo dumt at jeg går og er bange for det... For det første, så er Japan meget langt væk og sandsynligheden for at der kommer noget stråling hen til mig er lille.For det andet, så kan jeg jo ikke gøre noget ved det, hvis det. Men det er også alle de globale ting ved det, jeg ikke kan overskue!!! Argh!!! Hvorfor bygger man også så mange atomanlæg i et land, hvor der konstant er jordskælv!? Det synes jeg ikke er særlig gennemtænkt! Nå. Nok om det. Jeg vil ikke tænke på det.

Men der er også gode ting :o) I går mødte jeg med to piger, som jeg ikke har set i lang tid - en om eftermiddagen og en om aftenen. Det ene var det måske 1 1/2 år siden jeg sidst så, og den anden var det nok 13 år siden jeg sidst så og talte med - det var sååååå hyggeligt! Gid man aldrig mistede kontakten med søde folk!

Og hvor meget jeg end afskyr fugle tæt på, så synes jeg jo det er ok på afstand og som motiv. Og uden for mit vindue er et skadepar ved at bygge en rede i mit træ. Og uanset hvor meget deres skræppen op irriterer mig (de har boet uden for mit vindue i alle de år jeg har boet her), så synes jeg, det er lidt hyggeligt at ligge og følge med i deres ihærdige arbejde. De henter grene nogle temmelig store), bukserer dem op i træet og nusser og pusser med deres komplicerede konstruktion. Det føles meget forårsagtigt og rart og jeg kan blive helt rørt ;o) Ligesom da jeg ved skumring den anden dag hørte solsikken - det er nok min yndlingslyd i verden og jeg blev opfyldt af varme og nostalgi. Gamle romantiske mig, altså!

Nå, det var jo lige det syge barn jeg skulle kigge efter... Og så vil jeg prøve at køre forbi et sted med det gamle kamera, som min far fandt til mig sidste år. Jeg vil se om det virker - og i så fald hvordan. Jeg har en stærk trang efter at tage analoge billeder i øjeblikket!

Hav en god dag derude!