Det der med mænd...

...det har jeg bare aldrig rigtig styret. Må man sige. Jeg synes bare aldrig at det sådan passer sammen. Heldigvis er jeg ikke typen, som hele tiden går rundt og vild med en eller anden og har brug for at føle mig lidt småforelsket for at føle livsbekræftelse. Tværtimod - må man nærmest sige. Det er efterhånden mange år siden, jeg sidst havde en rigtig kæreste, og han var faktisk en rigtig dum kæreste. Aldrig rigtig sød, kun et stort slid. Og så er det faktisk meget bedre at være foruden.

Og jeg er blevet rigtig glad for den der stilhed. At det hele bare er rart og roligt og udramatisk.

For jeg synes faktisk slet ikke at det er rart at være forelsket! Jeg forbinder det simpelthen ikke med noget godt - kun usikkerhed og drama. Ikke spor livsbekræftende!

Fordi så går man der og synes egentlig at det hele er fint og rart og godt, at man har gode venner og et sjovt liv på trods af at man ikke har noget job og man bor i en for lille lejlighed. Man går på dates en gang imellem, men de gør aldrig rigtig indtryk og er glemt næsten før man har sat "Tak for i aften", for enten var de kedelige, eller skaldede eller egentlig meget søde, bare ikke lige nogen man kunne falde for. Men SÅ kommer der en eller anden helt almindelig sød fyr og mildest talt fejer benene væk på en. Og i flere dage er alting kaos. Man kan ikke trække vejret ordentlig, og man indser at Sommerfugle i maven" er et helt misvisende begreb, for sommerfuglene er jo ALLEVEGNE i HELE kroppen, så man ikke kan sidde stille, men mest har lyst til at skrige og løbe rundt i et hamsterhjul for at komme af med noget af den der mærkelige energi. Og det er jo ikke rart. Faktisk, så føles det præcis som når man er rigtig, rigtig stresset og nervøs for noget. Kvalme. Svimmelhed.

Men. Jeg skal bare aldrig begå den fejl at blive optimistisk. Eller håbe.
Men det er svært, når han adder en på facebook og man selv kvitterer med at få spontan kvalme, når han logger på. Hver gang. Så man er nødt til at banke hovedet hårdt ned i skrivebordet. Eller jeg ved ikke. Jeg kom i hvert fald til at håbe - kun et lille øjeblik, men jeg håbede at det denne gang ville passe eller at jeg ville få en chance. Og jeg begynder at drømme alle mulige helt absurde ting! Ting, som jeg slet ikke tænker på, når jeg er normal.

Og det skal jeg ikke. For jeg bliver så skuffet og jeg husker alle de gange jeg er blevet skuffet og jeg tænker alle de dumme tanker, som jeg før har tænkt, og jeg bliver bare bekræftet i at puslespillet jo aldrig passer.

Heller ikke denne gang.
Men så er det jo bare at finde tilbage til stilheden igen. Og hygge videre. Og den slags.