mandag den 10. december 2012

Retro på Amager del 2 - Tante Tuli

I fredags, på min tur rundt hos de fine butikker med retro-stads på Amager, lagde jeg vejen forbi Tante Tuli. Hun havde pyntet sit vindue op med fine, røde juleting, men kunne fortælle, at hun faktisk havde måtte lave vinduet tre gange - for hver gang hun blev færdig, så blev det hele købt, og så kunne hun starte forfra. Men det ser skisme også indbydende ud, det vindue!

Kurve foran butikken - Tante Tuli har en skøn sans for klare farver.

Mere juleri indendørs. Jeg er også vild med de røde svenske træstager og har selv et par stykker. Samlingen hos Tante Tuli er dog imponerende!

Kurv med glitrende roser. Til håret, til boligen, til tøjet, til...

Klassisk Madam Blaa.

Jeg elsker selv det farverige. Her kaffestel og de populære Kronjyden krydderibøtter og Christel-billeder i baggrunden.

Julebordet er pyntet med muselmalet.


Mere julestads, det kan næsten ikke blive mere stemningsfuldt.

Til sild, smør, fedt og meget mere. Opbevaring må der til.

Hang til dåser? Tante Tuli har en hel væg fyldt. Hylde på hylde. I alle farver og afskygninger, så der er både til kager og kiks.

Jeg spurgte Tante Tuli, hvad fra butikken hun ville vælge at give i gave og til hvem - og valget faldt på to søde Christel-tegninger. Dem skulle hendes søster have, for sådan nogle havde hun på sit værelse, da hun var barn. Ren nostalgi.


Tante Tuli
Amagerbrogade 161

www.tantetuli.dk

Husk konkurrencen!

Glem ikke at i morgen er sidste chance for at smide et lod i konkurrencen om en Philips Wake-Up light! Jeg trækker en vinder i løbet af onsdag.

Du finder konkurrencen længere nede på siden eller ved at trykke HER.


Inde på lampens egen hjemmeside kan du se de foreløbig 27 videoer af de 30 forskellige forsøg med ekstreme måde at vågne på. I dag inkluderer det et meget højt brag og røg!

fredag den 7. december 2012

Retro på Amager del 1 - Smukt Brugt

I går fik jeg en idé til en blog-post, som jeg ville føre ud i livet i dag - nemlig et indlæg dedikeret til de fine butikker med retro-ting, som vi efterhånden har en del af på Amager. Så bevæbnet med kamera drog jeg ud i dag - og fik taget 75 billeder! Som jeg godt nok fik kogt ned til 45, men alligevel... Det ville nok blive til et lige lovlig billedtungt indlæg, så nu har jeg besluttet mig for at splitte det op, så der kommer fire forskellige indlæg, et for hver butik. På en rejse gennem Amagerbrogade, hvor vi starter i enden længst fra byen. Her ligger nemlig en skøn butik....

Smukt Brugt er Lauras retro-eventyrland, og nu hvor det er juletid, er der pyntet op med pomp og pragt. Jeg var lidt forelsket i den broderede pakkekalender, som hang i døren.

Smukt til køkkenet.

Hjerteformede plastikkagedåser minder mig om jul og min mors vaniljekranse :o)

Her er også tøj - nææ.... hvad ser jeg? En prikket kjole!

Fint til juletræet er også at finde hos Smukt Brugt.

Festlige dåser til kiks og kager.

Sådan et sminkebord ville jeg gerne sidde og pynte mig ved, og syskrinet vækker også minder.

Nisser har sneget sig ind blandt glasflakoner og salt og peber-sæt.

Da jeg spurgte Laura om, hvad fra butikken hun ville give væk i julegave og til hvem, fandt hun denne smukke blå dåse frem og fortalte, at den ville hun fylde med hjemmebag og give til sin mor - Skøn tanke, og skøn forening af smukt og brugt og noget hjemmelavet.  I like!

Smukt Brugt
Amagerbrogade 201
www.smukt-brugt.dk
Se også Smukt Brugts Facebook-side, hvor der bl.a. bliver lagt nyheder op.

Nu som modeblogger

Ja, nu er jeg jo ikke modeblogger, som i overhovedet, men i går fik jeg alligevel lyst til at lave et såkaldt outfit-post. Et rigtigt vinter-antræk. Bortset fra at jeg har korte ærmer, men jeg er ikke særligt kuldskær, og jeg får lidt klaustrofobi af lange ærmer.

Et vældigt billigt outfit i øvrigt. Gik lige op for mig, at det meste er købt på loppemarkeder.

 Cardigan fra Topshop/10 kr. på loppemarkedet v. Onkel Dannys Plads
Bælte fra Dixie Grey/ 200 kr. men dog købt for gavekort
Hæklet blomsterbroche, vistnok købt på nettet en gang for mange år siden
Nederdel fra HM/30 kr. på loppemarkedet i Remisen
Støvletter som jeg ikke husker mærke på/ 20 kr. på loppemarkedet v. Onkel Dannys
Hat fra Heimat Berlin på Kastanien Allee/ 29 euro

Desuden har jeg et par af min kærestes sokker på, det er derfor mine lægge ser lidt lidt chubby ud. Var koldt ikke at have vinterstøvler på, men jeg var ikke i humør til grimt fodtøj i går....

torsdag den 6. december 2012

Dagens mand i sort/hvid

Dagens mand er Heath, lækre, pæne Heath med noget der ligner sne. Eller sand. Eller coke. Whatever... I denne søde juletid leger vi sgu, det er sne (selvom det mest ligner sand).

Har I øvrigt nogle forslag til en mand, som jeg skal finde i sort/hvid, som ikke er Elvis, James Dean, Marlon Brando eller Ewan MacGregor, der vist alle har fået mere end rigelig eksponering som dagens mand? På den anden side.... Kommer pludselig i tanke om et fint fint fint billede af Elvis i sne, muhahaha.

Update på Wake-up light + Konkurrence

I går aftes fik jeg afprøvet mit nye vækkeur aka. Philips Wake-up light. Jeg var ret spændt. måske for spændt, for jeg kunne i hvert fald ikke falde søvn... Mærkeligt nok, for jeg havde siddet og hængt de sidste par timer og næsten ikke kunnet vente på at skulle i seng. Men nå.

Og da jeg så sov, var den en urolig søvn, som jeg hele tiden vågnede af. Var derfor ikke helt kæk ved tanken om vækning kl. 6, hvor min kæreste skulle op.

Meningen er, at lyset i lampen gradvis tændes, fra en halv time før man skal op, så kroppen, mens den sover, vænner sig til at nu skal det være dag. Når kl. så er blevet, i mit tilfælde, 6, så pipper fuglene, og så vågner man. Frisk og udhvilet. Jeg vågnede noget før fuglene - mest fordi min kæreste, der er udpræget a-menneske, var vågnet af lyset og nu lå og kartede rundt. Jeg tror egentlig ikke, at lyset ville have vækket mig, hvis det ikke var for ham. Men da jeg var vågen, var lyset ret kraftigt - men det kan man justere efter lyst og behov ligesom lydstyrken.

På trods af alt for lidt søvn, så var jeg faktisk rimelig frisk, så jeg stod op og lavede morgenmad og latte til min kæreste. Men om det var lampevækningen ved jeg ikke... Dog var en det væsentlig mere behagelig måde at blive vækket på i forholdt til kærestens hidsige telefonalarm, det er helt sikkert. Jeg slæber den med ud til min kæreste i aften og prøver den igen.

Og nu er det så NU, at du skal slå til, hvis du også vil have en blidere start på morgenen. Jeg har nemlig fået lov til at udlodde en Wake-up light til mine læsere!

Alt hvad du skal gøre er, at give mig dit bedste råd til en god nattesøvn i kommentar her på indlægget inden tirsdag kl. 22 - så er du med i konkurrencen.
HUSK at efterlade en emailadresse, så jeg kan få fat på dig :o)

Jeg var i øvrigt lige inde og se dagens video (nr. 23) på Wake-up light-siden - og den er lidt mindre dramatisk, ja faktisk helt sød, og en hundeskruk person som mig ville faktisk ikke have noget imod at blive vækket på den måde ;o)

onsdag den 5. december 2012

Nyt i mit hjem - Philips Wake-up light

Jeg har netop været på posthuset og hente en pakke som indeholdt en anden æske!
Jeg har fået mulighed for at prøve denne her maskine fra Philips, Wake-up light, af, som skulle give mig en blidere og bedre start på dagen, og mand, hvor har jeg glædet mig. De faste af mine læsere og mine venner vil vide, at jeg er det, man kalder søvnudfordret. Jeg har svært ved at sove, jeg vågner mange gange, og det er en SAND kamp at komme ud af fjerene om morgenen. Lampen tænder gradvist for lyst, så kroppen vænner sig til, at det er ved at blive dag, og så udsender den en lyd - der var fem at vælge imellem - eller man kan indstille den til at vække med radio.

Jeg er vældig spændt på, om den vil have en effekt på mig. Min søvn er bedst om morgenen, men jeg sover også meget, meget let. Jeg er spændt på, om det bliver lyset, der vækker mig - og om jeg føler mig friskere af ikke at blive vækket af en høj alarm, men i stedet er blevet gradvist tilvænnet morgenen.

Men første skridt er jo at få sat apparatet op...
Det gik nemt! Lampen er meget mindre, end jeg havde forventet. Jeg ved ikke, jeg havde forestillet mig et stort firkantet monstrum, men den er lille og fin og passer fint på mit natbord :o)
Og jeg har indstillet den til, at jeg i morgen skal vækkes kl. 6 (hvor min kæreste skal op), først med lys og så med solsortefløjt. Bliver sjovt!

Apropos sjovt, så har Philips et eksperiment kørende inde på lampens hjemmeside, hvor en række bloggere eksperimenterer med ekstreme opvågningsmåde, som de videoblogger.
En ny video hver dag - i dag indgår der 50 kg mel i vækningen!




Du kan se flere videoer, der kommer i alt 30, på Wake up experiement
Og hvis du følger med her i morgen, så kan du læse om, hvordan min første nat med lampen er forløbet - og være med i en konkurrence, hvor du kan vinde en  Wake-up light

Jul på Amager

Jeg elsker julepynt og juleri, men jeg har egentlig sjældent pyntet specielt meget op - mest fordi jeg bor så småt og i forvejen roder. Af en eller anden grund, så ender det ellers så fine pynt altid bare med at bidrage til det kaotiske look... Men lidt julefint har jeg da fået installeret i min lejlighed i år.

Kählervasen har fået et par pinde med små tykke og prikkede hjerter på, og kaninen har fået selskab af lidt svampe.

Jule-mumi-kruset til morgenkaffen og et par stjerner flettet af papir. Og nej, det er desværre ikke mig, der er mesteren, men min fingernemme kæreste!

Min samling af Georg Jensens juletræslyseholdere pryder endnu en gang en troldhassel i vinduet. Synes, det er så fint og enkelt! Guldfnuggene er gavemærkepynt, som jeg fik med lyseholderne sidste år, er også Georg Jensen.


Og sidst men ikke mindst, så vil jeg vise, hvordan det så ud, da jeg var med ham, jeg godt kan lide, til småkagebagning i søndags. Og så er alle kagerne ikke en gang med på billedet, for der blev tretten plader i alt :o)

Hvor meget juleri har I derhjemme i lejlighederne? 

Forresten, hvis I vil hjælpe mig i en konkurrence, så gå ind på Mad & Bolig eller Isabellas Facebookside i dag og like, kommenter og del det yndige billede af mig med Minnie Mouse-ører og nissehue :o)

mandag den 26. november 2012

Shop amok i Greta Garbos tøj

Den anden dag sendte min chef mig en mail med et link og skrev "Tjek lige en sej auktion". Og oh my, en sej auktion! Om et par uger skal der åbenbart sælges ud af Greta Garbos ejendele på en auktion et sted i Beverly Hills, og der er over 850 effekter at vælge i mellem. Jeg har altid syntes, at Greta var en af verdens smukkeste med sin kølige og lidt mystiske skønhed - og så var hun nok også en af de mest stilede og velklædte.
Rigtig mange af hendes kjoler og dragter sælges nu på auktionen, men ærgerligt nok, så havde hun en yderst klejn figur - som om jeg alligevel ville have råd til noget som helst af hendes garderobe. Men savler over de flotte kjoler kan man jo altid, og det har jeg sandelig også gjort de sidste dage!

Og der er ikke bare kjoler at finde. Der er hatte, kufferter, billeder, julepynt, bøger, handsker, kørehatte, badedragter, adskillige tørklæder, knivsæt og alskens køkkengrej, strygejern, smykker, frakker og meget, meget mere.

Her er en håndfuld af mine favoritter - men se selv hele den imponerende liste over Greta Garbos ejendele, som nu kan blive dit!










onsdag den 21. november 2012

Uh, live-blogging!

Mit første live blogindlæg! Jeg ligger på Riget og venter på min næste blodprøve. Er med i et videnskabeligt forsøg om diabetes og arvelighed. Jeg deltog også i det for omkring ti år siden, men nu har de udvidet det en - gulp og gisp - en fedt- og muskelbiopsi!

Jeg har været meget nervøs. Til trods for at jeg godt, at det hele altid er noget, jeg får opbygget i min hjerne, og jeg i virkeligheden har en høj smertetærskel. Men jeg er nu en gang 1. Hysterisk 2. Hypokonder, og 3. Vildt bange for nåle og er før besvimet ved blodprøver.

Lagde ud med at glemme mine papirer hos kæresten og dermed ikke have den eksakte adresse. Så jeg kunne naturligvis ikke finde det, men rendt forvildet rundt og ledte efter et skilt og en afdeling, der kunne lyde logisk. Da jeg endelig fandt det, var jeg et kvarter forsinket. Og så gik det løs.

Første blodprøve var lidt hård, men så gik jeg nærmest ind i en trancelignende tilstand af ren apati, og siden har de nærmest kunne gøre ved mig, som de ville. Men jeg er ligesom også mødt op fastende og mangler VIRKELIG min kaffe!!!

"Det her gør nok lidt ondt", sagde lægen, da hun skulle suge noget af min lårmuskrl ud.

Jeg snøvlede: "næ... Jeg kan slet ikke mærke noget".

"Det lyder godt - men jeg tror du kan mørke lidt nu så".

"Næ.....".

Faktisk har det værste indtil videre været at drikke 2,5 dl sukkervand. Har stadig kvalme. Har derudover fået verdens mindste fedtsugning på maven, fået tre blodprøver, og nu ligger jeg og venter på på den sidste, som er en del af sukkerbelastningstesten og først skal tages om en time. Derefter skal jeg scannes og have målt blodtryk. Vægt og bmi.

Jeg er virkelig træt og sulten! Tror jeg tager en lur.

torsdag den 8. november 2012

Rastløshed

Det har været en dejlig dag, so far... Tidligt op med ham, jeg godt kan lide, som serverede morgenmad til mig på sengen :o) Jeg ER forkælet! Jeg skulle til et kommunikationsarrangement inde på Petri Hotel hele formiddagen. Det var faktisk ret godt og interessant. Ikke alt var relevant for mig, og meget vidste jeg i forvejen, men generelt elsker jeg at høre engagerede mennesker tale og fortælle, så det var en på mange måder underholdende formiddag.

Bagefter mødtes jeg til en gåtur med Lisa. Vejret var heldigvis blevet godt på det tidspunkt, og det var rart at gå og sludre.

Og så hjem og putte noget svin i ovnen. Jeg får Maria til sen aftensmad i aften, og da jeg som sædvanlig er på r....., fandt jeg et godt stykke nakkefilet frem fra fryseren i går, som skal blive til pulled pork. Dog kom det noget sent i ovnen, så jeg håber, det når de 94 grader om halvanden times tid, når M ankommer.

Lige nu er jeg rastløs. Har syet lidt, ryddet en smule op, læst et par sider i en bog og bladret i et magasin. Kigget på opskrifter på julesmåkager... Ringet til mine forældre og prøvet på at få fat på min søster....

Jeg glæder mig til weekenden. I morgen skal jeg til Turboweekend med Dorthe og Stine - og selvom jeg så dem i lørdags, så glæder jeg mig til at hænge ud med dem igen, hurra! Lørdag skal jeg med til kærestens venindes runde fødselsdag, og søndag tror jeg bare, vi skal hænge lidt ud. Forberede danseundervisning og øve lidt selv, sove længe, måske se Matador og lave mad. Og jeg skal forbi én på Østerbro, som har et par stepsko vældig billigt til salg. Og nå ja, så burde jeg nok øve noget af det der step, bum bum!

Skal I noget hyggeligt, sjovt og spændende i den kommende weekend?

Dagens mand i sort/hvid

Alt for længe siden, vi har haft én, men i dag faldt jeg over Cary Grant, der smukkeserer sig i to spejle. Cary Grant (f. 1904, d. 1986) står for mig som en rigtig mand. Egentlig ikke min type, det er han lidt for pæn til, men dog et rigtig flot eksemplar af slagsen. Ikke sandt? Man får bare lidt lyst til at purre op i og rode hans hår, og måske lade ham grå lidt skæg, hæ!

mandag den 5. november 2012

Tap tap tap!!

Nå men, jeg var så lige til min første step-time i dag! Og med step mener jeg altså ikke den slags, hvor man går op og ned af en bænk, men den rigtige old school slags.

Det var jeg godt nok ringe til. Men ok, hvad kan man forvente efter en time (som godt nok trak ud til næsten to). Jeg kom hestende fra min normale danse, som er på V.bro. Det slutter kl. 20.15 - og step starter.... kl. 20.15. På Nørrebro. Ikke optimalt, men jeg havde sååååå meget lyst til at prøve det, ikke mindst nu, når jeg ikke havde mulighed for at gå til jazz, fordi det ligger samme tid som mit lindyhold, og jeg havde lyst til at prøve noget andet end solocharleston, hvor jeg syntes, jeg manglede lidt udfordringer. Og så er der bare generelt meget charleston i mit liv med partnercharleston m.m. Så jeg må bare farte af sted fra det ene til det andet hver mandag.

Heldigvis var det ret sjovt, selvom jeg viiiiiiirkelig ikke er nogen Fred Astaire på stepgulvet. Men også hårdt. Tror det bliver god træning for balder og lår :o) Jeg håber virkelig, at jeg kommer lidt efter det og ikke skal føle mig som en ko på glat is hver gang. Det var også bare virkelig irriterende, at jeg ikke havde ordentlige sko!! Jeg havde min alm. dansesko på, som er bløde og flade, så der kom ikke noget som helst lyd ud af dem, og så var det svært at lave de forskellige trin distinkt nok. Men jeg har sgu ikke lige 700 kroner til stepsko :-/ Slet ikke når jeg ikke en gang ved, om det er noget, jeg synes er sjovt, vil holde fast i, eller om der overhovedet kommer flere hold, når det her hold slutter til jul. Dog fandt jeg lige et par på den blå avis til 200 kroner, men de er lige en størrelse større end jeg normalt er....

Men nu er jeg godt nok bombet. Jeg er egentlig syg/sløj i dag, jeg har ondt i halsen, snotter, nyser og hoster - og er generelt bare utilpas, lidt svimmel og tung i hovedet, men dog feberfri, og jeg er ikke helt sikker på, at tre timers dans var hvad min krop trængte mest til her til aften, men jeg kunne ikke rigtig blive væk, da jeg også var væk fra begge hold i sidste uge, da jeg passede børn... Så jeg slæbte mig op fra sofaen og kom af sted, selvom det nok bliver ris til egen røv i morgen, hvor jeg skal arbejde, øve danselektier på v.bro, undervise dans på ø.bro og til sen fødselsdag. Men altså. Sådan er nogle dage vel - så kunne man bare godt undvære hals-onde og co.

God, hvor er jeg lækkersulten. Har på trods af sløjhed spist sundt nok i dag, men nok ikke fået nok grøntsager til frokost. Det er nok det, jeg kan mærke nu. Må hellere komme i seng, for nu er det allerede sent. GODNAT!


Man har vel lov at drømme :o)

torsdag den 1. november 2012

Kald mig bare en svag sjæl

Jeg har ingen penge. VIRKELIG ingen, men alligevel kunne jeg ikke modstå fristelsen til at køre over og lure på Lola Ramona-lagersalget, som jeg her til morgen opdagede skulle finde sted. Men så var de der ligesom, de sko, som jeg har sukket over i et par måneder. Til ca. halv pris. Men jeg skulle jo ikke købe noget, bare kigge lidt... Så mødte jeg en lidelsesfælle, min kærestes veninde, og hun synes også, at Lola Ramonaer er en menneskeret... Og skulle selv have sko. Så hvis vi slog os sammen, ville vi få yderligere rabet, og pludselig havde jeg købt ønskeskoene til lidt under halv pris. Fuck så, at jeg skal leve af havregrød resten af måneden, ikk???

(og ja, jeg er vældig, vældig glad for sko med farvet snude, som ligner mine dansesko)

Work in progress

Jeg er jo i gang med at sy kjole. Og har været det i en rum tid. Problemet er, at jeg er meget uselvstændig, når det kommer til syning. Heldigvis kommer Rikke troligt og hjælper mig. Men vi snakker også helt utroligt meget, så vi når ikke så fantastisk meget pr. gang, men det er ekstremt hyggeligt!

I går fik vi dog syet foer i overdelen, syet sidesømme og påsat den hvide krave. Så nu ser vidunderet altså sådan her ud:
Jeg synes selv, den bliver meget, meget smuk!!! Og ja, jeg skam fået mig en gine, hurra! Heldigvis er vi nu ovre de mest komplicerede ting som indsnit og den slags, så inden Rikke kommer næste gang, skal jeg har syet rynketråd i ærmerne, syet ærmer sammen og sat delene til nederdelen sammen. Det bliver et megavidt skørt - så fedt!

Vi har talt lidt om, at jeg skal sy et bælte, hvor bæltespændet er et anker, og brodere et lille anker på den ene side af kraven :o) Det kunne blive vældig fint. Dog tror jeg, jeg i stedet for at brodere selv, vil finde sådan et færdigbroderet, som kan sys på...

Cute på en torsdag

Nogle gangekan jeg godt ærgre mig over, at jeg ikke har brug for flere kopper og krus. Der er SÅ mange fine, men jeg klarer mig fint med min efterhånden anseelige samling af Mumikrus. Jeg har ikke plads til flere, jeg har ikke brug for flere.

Men se lige, hvad jeg så, da jeg tullede rundt i Bahne på Fisketorvet i går!!!! Cuteness med cute på!!!

De fandtes også som sukkerskåle.... Men det mangler jeg heller ikke.


De minder mig om en Disney tegnefilm, som jeg elsker. To forelskede hatte må grueligt meget igennem - til musik med The Andrew sisters. Den får du sgu lige her, for den er SÅÅÅÅ cute :o)


Formindsket

Nå, men i dag gik så for alvor op for mig, at jeg rent faktisk har tabt mig. Jeg har jo været på sympatikur, men ikke rigtig fået vejet mig i over en måned. Sidst havde jeg tabt mig tre kg. Sidste weekend var jeg til bal i min nye kjole, og ham, jeg godt kan lide, tog et billede af mig, som jeg selv synes er et ret vellykket billede af mig.

I forgårs modtag jeg så en mail med nogle billeder fra et bryllup, som jeg deltog i for lidt over to år siden. Ok, jeg havde nok også tabt mig noget efter det bryllup og inden jeg startede på kur, og det ER virkelig også et uheldigt billede af mig, men alligevel...
Ha ha, jeg burde fandme have haft målt de arme for sammenligningens skyld ;o) Anyways, i morges tog jeg mig så lige sammen og vejede mig, og shit, jeg har tabt 7,8 kg siden jeg begyndte at lege kur for knap to måneder siden! Det synes jeg er ret vildt - især taget i betragtning af, at jeg ikke rigtig følger den og i øvrigt snyder pænt meget. Især med alkohol. Jeg er dog bedre til ikke at gå amok i kager, vil jeg sige til mit forsvar. Jeg siger ofte nej tak, og jeg køber ikke noget.

Derudover går det overraskende ok med at undgå kulhydrater til aftensmad, som ellers er min største udfordring. Jeg tror måske, jeg har fået kulhydrat til aftensmad 4-5 gange i den her periode, så der klapper jeg mig selv ret meget på ryggen. Min morgenmad og frokost er ret meget som den altid er, men generelt spiser jeg masser af grøntsager og protein, fx mine supper til frokost.

Dog tror jeg, der er to meget væsentlige årsager til at jeg har tabt mig:
1) Forelskelse - som gør, at jeg ligesom får nogle behov opfyldt, så jeg ikke behøver trøstespise chokolade.
2) Jeg danser mange aftener om ugen - hvor jeg ellers kan forfalde til snackeri. Så jeg får motion i stedet for kage ;o)

Ellers har jeg jo dyrket rigtig meget motion de sidste år, mere end jeg gør nu, men min teori er, at den hårde motion stresser min krop for meget, og jeg derfor ikke taber mig. Min dans nu føles ikke som træning. Jeg tænker jo ikke "nu skal jeg ud at motionere" men "juhuu, nu skal jeg ud af det sjovt med søde folk" :o)

Det kunne være fint at tabe mig 5 kg mere - men jeg har egentlig ikke rigtig tænkt mig at gøre mere for det, end jeg gør nu. Og jeg tror, jeg har nået mit limit for, hvor meget jeg kan tabe mig ved bare at være på halvkur. Og jeg orker simpelthen ikke fuldtidskur og dårlig samvittighed. Men jeg er da glad for det resultat, jeg har opnået!