onsdag den 29. august 2012

Praktisk gris

Jeg er på kur! Nej, det ligner ikke mig, og det er også mest en sympatikur, og i øvrigt er jeg lidt umotiveret for vægttab, fordi jeg selv synes, jeg er for herrelækker i øjeblikket, men jeg prøver på at følge vægtkonsulenternes regler. Nu har jeg godt nok tænkt mig at drikke rødvin med Maria i morgen, og fredag skal jeg ud og spise med Stine og Dorthe og fejre, at vi har 10årsjubilæum for vores venindeskab :o) Så der har jeg på ingen måde tænkt mig at være på kur - jeg skal have creme brulee!

Indtil videre har jeg stort set spist som jeg plejer, men det påvirker mig psykisk, når jeg VED, jeg er på kur, så nu fantaserer jeg om alt fra kager til chips. Men bortset fra det, så går det faktisk fint. Jeg har netop spist frokost, hvor jeg lavede ovenstående supper, som er en blendet squashsuppe, som jeg bagefter tilsatte grønne ærter, 80 g røget mørbrad og purløg og spiste en skive ristet rugbrød til. Det smagte FANTASTISK. Intet mindre. Dog var den lidt stærk, fordi jeg var lidt for rundhåndet med chiliflagerne.

Jeg har nu været på kur i 2 1/2 dag, og jeg håber så sandelig, jeg har tabt mig! Faktisk har jeg i sommer tabt mig 3 1/2 kg udelukkende ved at danse de fleste aftener, hvor jeg normalt sider der hjemme og tænker på kage (og i værste fald SPISER kage), og ved at være forelsket.

For en del år siden var jeg ret pjattet med supper, men de seneste år har jeg ikke rigtig gidet dem. Syntes, at lige meget hvordan jeg lavede dem, så smagte de af det samme. Sådan har jeg det egentlig med meget af min mad... Men lige efter Roskilde lavede ham jeg godt kan lide en rigtig lækker suppe, som var blendet, men bagefter puttet ærter i - og jeg var vild med den! Jeg ved ikke hvorfor den lille detalje bare gør hele forskellen for mig ;o)

Dagen i dag startede med, at jeg stod op og ventede på en elektriker, der kom på slaget otte, gik direkte til sikringskassen og efter to minutter meddelte, at nu havde han fundet fejlen.
Lidt efter kom han ind med sikringskassen, der tydeligvis var brændt af, og derfor havde ødelagt min ovn. Godt så. Men det blev fikset - og nu er det slut med Raw Food til mig. Var også ved at blive seriøst desperat efter to uger uden komfur!

Da elektrikertypen var gået ryddede jeg op, støvsugede, vaskede gulv og hev 30 kjoler ud af mit skab og lagde dem i kælderen (græd kun lidt), mens jeg drak litervis af kaffe og havde P1 i baggrubnden.. Så gik jeg i Kvickly, hvor jeg fik optur over at finde en lammeculotte sat ned til 30 kroner (sat ned fra 63 kr) - lige ind i Nataschas fryser!

Nu vil jeg være lidt mere praktisk, og senere kommer ham, jeg godt kan lide, til middag - og så skal vi ud at danse :o)

2 kommentarer:

  1. Svar
    1. De fylder! Kan simpelthen ikke have alt mit tøj i mit skab... Slet ikke, hvis alt er vasket og rent på en gang. Det er det dog sjældent, men alligevel kan jeg hverken hive noget ud af det eller mase noget ind. Så noget måtte væk. Men det mest groteske er, at selvom jeg lagde 30 kjoler ned i kælderen, så føles skabet stadig overfyldt!

      Slet