Min værste date

Efter at have læst og grinet af denne her blog, hvor konceptet er, at skribenten er træt af sin evige singlestatus og angst over for dates og derfor giver sig selv udfordringen at gå på én date hver eneste uge i et år, fik jeg lyst til at skrive om min dårligste date ever.

Historien er ikke ny, men foregik i påsken, hvor jeg lige udnyttede helligdagene og tog to dates i rap. Den første gik mere eller mindre fint, men jeg var ikke interesseret i fyren. Derfor var jeg ret spændt på den anden date, som var med journalisten Martin. Vi havde haft skrevet lidt sammen på nettet og aftalt en date, som jeg så var nødt til at aflyse fordi jeg på det tidspunkt var lidt ophængt. Men vi havde en back up-date i baghånden, som han så aflyste, fordi han skulle til Berlin. Derefter troede jeg, at det var løbet ud i sandet, men pludselig skrev han og spurgte, om vi skulle mødes. Han foreslog selv, at vi tog i Dyrehaven og gik en tur og på Bakken, fordi det var så folkeligt og lidt kikset, hvilket kunne være lidt sjovt.

Jeg var skeptisk. Mest fordi det hurtigt kunne blive en meget lang date, når man også skal følges derop (og jeg er ellers mester i marathonlange dates - men alligevel), men Stine syntes bestemt, at det var et kreativt og dermed positivt forslag, så jeg sagde "ja tak".

Daten begyndte med at jeg fik en sms om at han var forsinket, da jeg stod på Østerport station og ventede. Da han dukkede op, kom han hen og GAV MIG HÅNDEN og præsenterede sig - uden så meget som at smile. Det var en anelse akavet og formelt, men jeg tænkte, at han måske bare var lidt nervøs... Vi fandt et tog og satte os ind, hvorefter jeg prøvede på at få en samtale i gang. Det var mere eller mindre umuligt. Til gengæld sad han og gabte uafbrudt, så jeg spurgte om han måske havde været i byen aftenen før? Nej, det havde han ikke, sagde han, hvorefter samtalen igen stoppede.

Da vi tyve minutter efter stod af toget i Klampenborg, var jeg allerede træt. Men, tænkte jeg, nogle gange er det lettere at få en samtale i gang, når man går lidt rundt og kan snakke om de ting, man møder på vejen. Det gjorde jeg så. Så godt jeg kunne, men manden svarede udelukkende med enstavelsesord og bragte aldrig nogensinde selv et emne på banen. Det var tortur! Jo, på et tidspunkt sagde han lidt mere end ja og nej. Det var, da emnet var faldet på hele datingkonceptet. For første gang spurgte han mig om noget. Om jeg havde været på mange dates. Jeg svarede, og derefter sagde han, at han selv havde været på en del, nogle hvor han havde set dem et par gange, nogle hvor han havde set dem lidt mere. Jeg havde lyst til at skrige "HVORDAN, når du ikke kan føre en samtale?!?", men holdt mig i skindet.

Efter at have travet lidt rundt og set på hjorte, og uden at han havde smilet én eneste gang, kom vi til selve Bakken, og jeg tænkte "YES! så skal vi have øl, som vi har aftalt! Måske bliver han lidt sjovere med alkohol i blodet". Journalisten lagde ud med at købe en stor is, som han spiste meget hurtigt... hvorefter han fik mavepine og gik og ømmede sig, mens han holdt på sin mave. Da vi kom til et ølsted, spurgte jeg, om vi ikke skulle gå ind og drikke en øl, men nej, han havde jo ondt i maven, så det havde han ikke lyst til. Derefter gav jeg op. Og begyndt at lede turen tilbage mod stationen. Det var jo frygteligt! Og det værste var, at jeg slet ikke kunne udholde tanken om at skulle følges med ham hjem i toget. Men lidt svært, når man står i Klampenborg og begge skal tilbage til Østerport station. Da vi ventede på stationen, måtte jeg endda gå hen og købe en is for at vinde tid væk fra dette helt ekstremt kedelige menneske. Og på turen hjem gad jeg bare ikke at prøve mere. Jeg var udtømt for emner, og han gjorde jo ligesom ikke noget for sagen.

Vi sagde farvel og har, nok ikke overraskende, ikke haft kontakt siden.

Jeg syntes bare, at han var sådan en nar! Jeg mener, når man indlader sig på at gå på date, så er det sgu også ens god-damn-pligt i det mindste at udvise en vis høflighed mens man er på den, og som det mindste PRØVE på at samtale. Og manden er journalist, så han burde jo have ordet i sin magt! Og det kan da godt være, at han blev skuffet, da han så mig, men han selv var temmelig utiltrækkende, og jeg kunne da godt finde ud af at prøve på at få det til at fungere.

Den har helt klart førstepladsen på min top ti over dårlige dates. Og heldigvis er jeg så heldig, at det slet ikke er en top ti, men en top to - for i virkeligheden har jeg nok været temmelig heldig med mine dates. For selvom det sjældent har ført til mere, så har jeg stort set kun været på date med søde og interessante mænd, som jeg har hygget mig med - i det mindste i de timer, som daten har varet. Og det er jo altid hyggeligt, at tale med søde sjove og interessante mænd, selvom det måske ikke lige fører romantik med sig.