Om at acceptere

Så gik der så lige nogle år.

Og nu prøver jeg igen. I de år prøvede jeg på at få en anden blog op at køre en mindre personling blog om vintage og vintage-stil, men jeg var alligevel ikke rigtig motiveret. Og nu savner jeg at være mere personlig og ikke være bundet til et bestemt emne, og da jeg manglede noget at gå op i for at distrahere mig selv fra livets knubs, foreslog Marie, at jeg begyndte at skrive her i stedet.

Og det er måske en idé.

Jeg har naturligvis ingen forestillinger om, at nogen vil læse det her, for man har vel næppe nogen læsere tilbage efter så mange års fravær. Men vi ser, hvad der sker.

Hvis man kort skal opdatere, så flyttede jeg fra Amager til NV, hvor jeg var glad, indtil jeg ikke var det længere, fordi jeg skulle flytte. Det kom bag på mig, og jeg er ked. Nu slår jeg mine folder på Frederiksberg, hvor jeg bor til leje på et værelse hos Mette. Mette er god. God og sjov og sød, og jeg er faktisk vild med at bo hos hende. Jeg lader ofte døren stå på klem, så jeg kan lytte til at hun nusser rundt og nynner eller synger. Det er hyggeligt og rart og trygt.

Men jeg savner min kæreste. Eller eks, hedder det vel, selvom jeg har svært ved at tage ordet i min mund  - her 5 måneder efter. Jeg læste en artikel om sorgbearbejdning her den anden dag, og de gik det op for mig, at jeg kun er i fase 2. Fase 1 er chok. Fase 2 er benægtelse. Der er jeg er. Jeg kan ikke acceptere det. Jeg kan ikke acceptere, at jeg ikke skal holdes om af ham mere, at vi ikke skal alle de ting, vi snakkede om at gøre, og alle de ting, vi plejede at gøre. Jeg kan ikke holde ud, ikke at kalde ham min kæreste...

Så brugte jeg lidt tid på at tænke over det, altså det med at acceptere. Og det gik op for mig, at jeg ikke forstår ordet. Det er et udsagnsord, så det er noget, man gør. Men hvad er det præcis, man gør? Tænker det? For jeg kan godt tænke det, altså tænke sætningen "jeg accepterer, at han ikke vil være sammen med mig mere og at det er slut og det kommer aldrig tilbage". Men. Jeg føler det ikke. Jeg forestiller mig, at "at acceptere" må være en slags finden ro. Og jeg bliver også sur på udtrykket. Man accepterer en gave! Eller en kompliment. Det her er for fanden ingen gave, for gaver er gode!

Så det har jeg et problem med. At acceptere.

For at blive et sundere og bedre menneske og med tiden måske acceptere, så dyrker jeg yoga og prøver på at meditere (det er jeg ikke god til). Jeg var på yogaferie på Mallorca, og det var så skønt så skønt, og nu laver jeg yoga hver morgen og hver aften. I en halv time. Det gør godt, og jeg har læst, at yoga også er at acceptere. Acceptere sig selv, og der hvor man er nu. Så måske kan det være vejen til at blive bedre til at acceptere.

I dag tog jeg til en yoga-time. Det gør jeg ikke så meget i øjeblikket, for jeg har kun to klip tilbage og ingen penge, så jeg sparer lidt på dem, og jeg laver jo også en del derhjemme. Men det er fedt at komme derhen, gå i dybden og få nye input Jeg havde forinden skrevet til yogainstruktøren for at høre, om der var nogle asanas, der var særligt gode for knust hjerte, og hun lovede at vise mig dem næste gang jeg kom. Så jeg fik tre asanas, som jeg kunne lave. En, jeg ikke kan huske hvad hedder, men hvor man sidder med benene spredt ud til siderne og bøjer forover, en, hvor man strækker armene omvendt foran sig og læner frem på dem (skulle være den bedste, men den laver jeg allerede to gange om dagen i forvejen) og bred childs pose. Dem vil jeg inkorporere allerede i aften.

Alt for nu - på gensyn.